Adam og Eva, Sheba af Eden





Verdens Skabelse, Genesis, Adam og Eva. Det Gamle Testamente
Første Mosebog. 


Ifølge 1. Mosebog kap. 1 indtager mennesket en ophøjet særstatus: Som det eneste væsen er det skabt i "Guds billede". Resten af naturen er det ikke. 


Særstillingen har den konsekvens, at menneskene skal "herske" over alle dyr og "underlægge" sig jorden. Dyrenes underlegne stilling uddybes i 1. Mosebog kap. 9, ifølge hvilket dyr og planter ikke blot er givet til menneskene. Dyrene skal decideret nære "frygt og rædsel" for os.

Vers 26: Gud sagde: ”Lad os gøre mennesket i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden”.


Med 1. Mosebog fastlægges med andre ord en antropocentrisme, hvor menneskene installeres som Jordens herrer. I størstedelen af Det Nye Testamente udbygges denne antropocentrisme: Frelse og næstekærlighed er forbeholdt menneskene. Kilde: "Kristendommen har et stort ansvar for, at vi driver rovdrift på naturen". Information, 25.august 2018. Jens-André P. Herbener. Kilde her. 


Men hvordan med Prædikerens Bog:

"Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene....alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen" (Prædikerens Bog 3:18-20). 


Gud går tur i Edens Have. Adam og Eva lyver. Kain lyver.



Vers 1 og 2:
Kain bliver agerdyrker, Abel bliver fårehyrde. Set kommer til senere (Vers 25).Vers 1: Mennesket er skabt i Guds billede
Vers 3: Adam ved 130 år får Set. Adam ved 800 år får flere børn. Adam dør som 930-årig.

Vers 4: 

Herren ser til Abels offergave
Vers 5:
Kain bliver vred
Vers 6: Set får Enosj som 105 årig. Set dør som 912-årig

Vers 7:
”Du skal herske over synden”
Vers 8:
Kain slår Abel ihjel
Vers 9:
Kain lyver.
Enosj > Kenan
Vers 12:
Kain skal flakke om hjemløs
Kenan > Mahalal’El
Vers 15:
Kain skal hævnes syvfolk, hvis han bliver slået ihjel
Mahalal´El > Jered

Vers 16: Kain slår sig ned i Nod (hjemløshed/omflakken), øst for Eden (East of Eden, John Steinbeck)
Vers 17:
Kain og hustru > Hanok. Grundlægger byen Hanok.
Vers 18: Jered > Enok
Vers 19:
Lemek gifter sig med Ada og Zilla
Vers 20: Ada føder Jabal, stamfader til dem der bor i telte og holder kvæg
Vers 21:
Jabals bror er Jubal, stamfader til dem der spiller på harpe og fløjte
Vers 22:
Zillas søn  hedder Tubal-Kajin, stamfar til smede. Tubal-Kajins søster er Na’ama.
Vers 23: Lemek:
”En mand har jeg dræbt for et sår, en dreng for en skramme”
Vers 25:
Adam og Eva får et barn til: Set. Eva: ”Gud har sat mig andet afkom i Abels sted, fordi Kain slog ham ihjel.”
Vers 25:
Set får sønnen Enosj.






















Vers 21: Enok > Metusalem

Vers 25: Metusalem > Lemek

Vers 28: Lemek > Noa

Vers 32: Noa > Sem, Kam og Jafet



Kapitel 3. Syndefaldet



Kapitel 4. Adam og Eva


6.     Kapitel – Syndflod. Noas Ark

Vers 3: Herren: ”Min ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de jo dog er kød: deres dage skal være 120 år”.

Vers 4: I hine dage, da gudssønnerne gik ind ind til menneskenedøtrene og disse fødre dem børn, levede kæmperne/heltene.





Børn mellem guder og mennesker?





Vers 5: Men Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang.

Vers 7: Herren angrer og vil udslette menneskene

Vers 13: Gud vil udrydde menneskene





Historiens første folkemord. Hvis menneskene er skabt i Guds billede, hvorfor er de så onde?





Vers 14: Noa skal bygge en ark

Vers 17: Syndfloden / vandfloden   





7.     Kapitel – Noa i Arken udsletter livet på jorden

Vers 1: ”Thi dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt”

Vers 13: Noas sønner: Sem, Kam og Jafet

Vers 15: Kød som har livsånde

Vers 16: Herren lukkede efter Noa.





8.     Kapitel – Noas offer. Herrens forjættelse

Vers 4: Arken sidder fast på Ararats bjerge

Vers 7: Først sender de en ravn ud.

Vers 8: Anden gang en due.

Vers 10/11: Tredje gang finder duen et olieblad

Vers 20: Noa ofrer rene dyr og fugle

Vers 21: Herren: ”Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er 

Vers 22: Herren: ”Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og 





9.     Kapitel – Guds tilsagn til Noa. Noas sønner

Vers 1: Herren: ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!”

Vers 2: Herren: ”Frygt for Eder og rædsel for Eder skal være over alle jordens vildtlevende dyr og alle

Vers 3: Herren: ”Alt hvad der rører sig og lever, skal tjene Eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg 

Vers 4: Herren: ”Dog kød med blodet, det må I ikke spise!”

Vers 5: Herren: ”Men for Eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af 

Vers 6: Herren: ”Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal  hans blod udøses, thi i sit billede 





Hævn er OK. Man må ikke udøse andre menneskers blod. Gør man det skal det hævnes.









Vers 9: Herren til Noa: ”Se, jeg opretter min pagt med Eder og Eders efterkommere efter Eder.”





Vers 11: Herrens pagt med Noa: ”Aldrig mere skal alt kød udryddes af flodens vande, og aldrig mere skal 

Vers 12: Tegnet på pagten: En bue i skyen (regnbue)

Vers 18: Noas tre sønner: Sem, Kam og Jafet. Fra dem stammer hele jordens befolkning. Kam får Kana’en

Vers 21: Blusel: Noa blotter sig på grund af for meget vin. Kam ser sin fars blusel. Sem og Jafet dækker 

Vers 25: Noa forbander Kana’en fordi han har set Noas blusel: ”Trælles træl for sine brødre”

Vers 26: Noa: ”Lovet være Herren, Sems Gud, og Kana’en blive hans træl.”

Vers 27: Noa: ”Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte, og Kana’en blive hans træl.”





10.  Kapitel – Folkeslagenes stamtavle

Vers 2: Jafets sønner: ***

Vers 6: Kams sønner: Kusj (Etiopien), Mizrajim (Ægypten), Put og Kana’en

Vers 7: Kusjs sønner: ***

Vers 8: .. og Nimrod, som var den første storhersker på jorden

Vers 13: Mizrajim > Filistrene

Vers 19: Kana’anæerne i retning mod Sodoma og Gomorra

Vers 20: Det var Kams sønner efter deres slægter og tungemål i deres lande og folk

Vers 21: Sem er Jafets ældste bror. Sem er Ebersønnernes, dvs. hebræernes, far.

Vers 31: Sems sønner efter deres slægter og tungemål i deres lande og folk.


Vores stamfædre er Noa og hans sønner Sem, Kam og Jafet, deres børn, børnebørn, oldebørn osv. Blandt andre Javan efter Jafet og fra ham De fjerne Strandes Folk i deres lande, hver med sit tungemål, efter deres slægter og i deres folkeslag. Fra Kam Kusj, dvs. Etiopien, Mizrajim, dvs. Ægypten, og Kana’an. Kana’anæernes område strakte sig i retning mod Sodoma og Gomorra. Det var Kams sønner efter deres slægter og tungemål i deres lande og folk. Kusj fik blandt andre sønnerne Saba og Nimrod. Nimrod var den første storhersker på jorden. Nimrods rige omfattede blandt andet Babel.

Sem var blandt andet stamfar til hebræerne. Det var Sems sønner efter deres slægter og tungemål i deres lande og folk.


Kapitel 9 og 10 og 11: Noas sønner Sem, Kam og Jafet og deres efterkommere deler sig efter deres slægter, folkeslag og tungemål. Se billede.






11.  Kapitel – Babelstårnet og sprogenes oprindelse

Vers 1: Hele menneskeheden havde eet tungemål og samme sprog

Vers 2: Da de nu drog østerpå, traf de på en dal i Sinear, og der slog de sig ned.

Vers 3: Da sagde de til hverandre: ”Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem godt!” De brugte nemlig tegl 

Vers 4: Derpå sagde de: ”Kom lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et 

Vers 5: Men Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede,






Vers 6: og han sagde: ”Se, de er eet folk og har alle eet tungemål; og når de nu først er begyndt således, er 

Vers 7: lad os derfor stige ned og forvirre deres tungemål der, så de ikke forstår hverandres tungemål!”

Vers 8: Da spredte Herren dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen.

Vers 9: Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede Herren al jordens tungemål, og derfra spredte 

Vers 10: Sems slægtsbog: Arpaksjad, Sjela, Eber, Peleg, Re’u, Serug, Nakor >

Vers 27: Tara: Abram, Nakor og Haran. Haran får Lot.

Vers 28: Haran dør.

Vers 29: Abram gifter sig med Saraj, Nakor gifter sig med Milka, Harans datter

Vers 30: Abram og Saraj får ingen børn

Vers 31: De rejser til Karan. Tara rejser til Karan.
Kapitel 12 og 13: Abraham i Kana’an og Egypten Abram og Saraj og Lot tager til Ægypten og tilbage igen. Lot tager til Jordanegnen og Sodoma. Abraham tager til Mamres Lund ved Hebron.
Vi har Sandsigerens Træ,  Træ, midt i Paradisets have. Træet til kundskab om godt og ondt. 
             vise dig!”. Abraham velsignes.
Kapitel 15: Herrens pagt med Abraham 
                Ismael, thi Herren har hørt hvad du har lidt.”
                til en mængde folk”.
                oprette min pagt, og det skal være en evig pagt, der skal gælde hans afkom efter ham”.
               efterkommere at vogte på Herrens vej og ved at øve retfærdighed og ret, for at Herren kan give  
               Abraham alt, hvad han har forjættet ham”.
                Ammoniterne.
               hvad I lyster!”
               stort for Herren, at Herren har sendt os for at ødelægge dem.”
                rives bort ved byens syndeskyld.”
20. Kapitel


Isak, Abraham og Saras søn, bliver omskåret på 8.-dagen. Abraham og Abimelek indgår en pagt om filisternes land. 


4.Mosebog 21,7-9 Da kom folket til Moses og sagde: »Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!« Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.
Kapitel 1. Verdens skabelse, Første Mosebog, Genesis

 Gud Herren skabte jorden på seks dage. Det kunne have været gjort hurtigere med co-creation, men hvem skulle  han have gjort det med? Han var ret alene i begyndelsen. Menneske samskabte til gengæld Babelstårnet. Da de var godt i gang ødelagde Gud Herren det hele.


Men se også Jørgen Zachariassens kommentar i Information den 26.8.2018:






Kapitel 2. Mennesket i Edens Have
Vers 4: Gud Herren, Jahve, Israels Gud. Elohim (hebraisk)
Vers 8: Gud plantede en have, Eden ude mod øst
"Gud Herren anlagde en have i Eden ude mod øst. Dér satte han mennesket, som han havde skabt. Der udsprang en flod i Eden til at vande haven, og udenfor delte den sig i fire hovedstrømme. Én strøm var Gihon. Den løber omkring landet Kusj, Etiopien".
Vers 9: Livets Træ, midt i haven. Træet til kundskab om godt og ondt.
Vers 10: En flod i fire hovedstrømme (er en af dem Nilen?)
Vers 11: Pisjon > Havila
Vers 13: Gihon > Kusj > Ætiopien
Vers 14: Hiddekel > Tigris > Assyrien. Frat > Eufrat
Vers 15: Adam > menneske
Vers 17: Hvis menneskene spiser af træet til kundskab om liv og død skal de være dødelige
Vers 18: ”gøre en medhjælp” > Eva
Vers 21: Han tog et ribben og lukkede det med kød
Vers 22: bygger en kvinde
Vers 23: ”Ben af mine ben og kød af mit kød”. Kvinde / mand. Hebræisk: isja – isj, mandinde/mand
Vers 24: Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver til eet kød”
Ifølge 1. Mosebog kap. 3 bestemmer Jahve, at menneskene skal leve som agerbrugere. Agerbruget er altså guddommeligt dikteret.

 Vers 3: Frugten på træet midt i haven
Vers 5: ”Så I bliver som Gud til at kende godt og ondt”

Vers 8: De hørte Gud Herren vandre i haven
Vers 14: Slangen bliver forbandet
Vers 16: ”Med smerte skal du føde børn. Men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig”
Vers 17: ”Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld. Med møje skal du skaffe din føde af den alle dit livs dage.”
Vers 19: ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød. Støv er du, og til støv skal du vende tilbage.”
Vers 20: Eva > Mor til alt levende, hebraisk ordspil med navnet Eva
Vers 22: Kender godt og ondt. Må ikke spise af livets træ også
Vers 23+24: Uddrivelsen af Paradis. Østen for Edens Have (Øst for Paradis): Keruberne med flammesværd vogter vejen til livets træ.





________________________________________
Fra: Gitte Buch-Hansen
Sendt: 5. september 2019 20:50
Til: Hanne Jansen
Emne: SV: Hieronymusdagen og kvinder i bibeloversættelse
Kære Hanne,

Jeg har jo korresponderet lidt med Kim undervejs. Vi var nok lidt bange for, at ’debatten’ som genre ikke ville tilgodese vores cases, men det er jo ikke noget problem nu:

Jeg vil fx gerne tale om de problemer, som er forbundet med at oversætte Første Mosebog 1,27 og Paulus’ brev til Galaterne, som i vers 3,28 citerer netop dette vers. Den autoriserede oversættelse (DO-1992) har "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem". Men ordret står der: Han skabte Adam (som både kan være navnet på den første mand/menneske eller mennesket som art) mandlig(t) og kvindelig(t). Faktisk skal vi op i forrige århundrede, inden kvinden bliver inkluderet i gudbilledligheden. Det kræver selvfølgelig en forklaring, hvordan man har kunnet hente kanonisk belæg for en sådan forståelse, men også for, hvordan denne har kunnet ændre sig. Således var det kvindernes kamp for stemmeret, der betød at forståelsen af vers og tekster ændrede sig. Men nu står der en ny gruppe og banker på anerkendelsens dør: de transkønnede. Derfor presses der nu på for at få autoriseret en oversættelse, som atter er mere tekstnær. Min case vil derfor udforske forholdet mellem originaltekst, oversættelserne og de sociale bevægelser, som ændrer vores kønsforståelse.

Overskriften kunne være: Mellem mandligt og kvindeligt. Identitetspolitik & bibeloversættelser 

Giver det mening?

Gode hilsener, 
Gitte


Vers 18: Hanok > Irad > Mehujael > Metusjael > Lemek >































Vers 2: ”Rene dyr”: Syv par. ”Urene dyr”: Ét par.








               ond fra ungdommen af, og  jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, sådan som jeg nu har
              gjort”.

                nat, ikke ophøre.”

             himmelens fugle og i alt hvad jorden vrimler med, og i alle havets fisk. I Eders hånd er de givet!”

              Eder det alt sammen.”
            menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskene liv”.

             gjorde gud menneskene.”

                der komme en vandflod for at ødelægge jorden”.

                deres far til.



Vers 5: Fra dem nedstammer de fjerne strandes folk, i deres lande, hver med sit tungemål efter deres slægter og i deres folkeslag

Vers 9: ”En vældig jæger for Herrens øjne som Nimrod”. Blandt andet Babel, Assyrien og Nineve.




Information, 3.12.2016. Nilas Røpke Driessen https://www.information.dk/kultur/2016/12/babelstaarnets-kaelder






              som sten og jordbeg som kalk.

              navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!”
             intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;

              Herren dem ud over hele jorden.











Vi følger Abrahams slægt.



Vers 1: Herren sagde til Abraham: ”Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land jeg vil
Vers 5: Abraham og Lot og Saraj rejser til Kana’as land
Vers 6: Sikems hellige sted. Sandsigerens træ.
Vers 7: Abraham bygger et alter.
Vers 8: Betel og Sydlandet. Hungersnød. Abraham rejser til Egypten.
Vers 15: Saraj bliver præsenteret i Faraos hus som Abrahams søster.



13.  Kapitel – Abraham og Lot. Herrens forjættelse af Abraham
Vers 11: Lot drager mod Jordan, Egypten og Sodoma
Vers 12: Abraham i Kana’ans land
Vers 18: Abraham: Mamres Lund i Hebron
Kapitel 14: Lots befrielse og Melkizedek Lot tages til fange ved Sodoma. Abraham befrier ham. 
Vers 10: Sodomas og Gomorras konger bliver slået på flugt
Vers 12: Fjenden tager Lot og hans gods
Vers 13: En flygtning melder det til hebræeren Abram og amoriten Mamre
Vers 17: Sodomas konge møder Abram i Sjavedalen, det er Kongedalen
Vers 21: Sodomas konge til Abram: ”Giv mig menneske og behold selv godset”.

 Abrahams afkom skal være talrigt som stjernerne. De skal trælle i 400 år i et land, der ikke er deres. 
Vers 1: Herren: ”Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold, din løn skal blive såre stor”.
Vers 13: Abrams afkom skal drage til et fremmed land og trælle, senere skal de returnere.
Vers 18: På den dag sluttede Herren pagt med Abram: ”Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden”. Er Ægyptens Bæk Nilen?





16.  Kapitel – Hagar og Ismael
Abraham har den ægyptiske trælkvinde Hagar. De får sammenn Ismael (Menneske-vildæsel). Abraham er også gift med Sarej (Sara), som er hans halvsøster (samme far). De får sammen sønnen Isak.Vers 4: Abram får børn med trælkvinden Hagar > ægypterinde.

 Abraham indgår en pagt med Gud. En evig pagt. 
Vers 11: Herrens engel sagde til Hagar: ”Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en søn, som du skal kalde
Vers 12: Han skal blive et ”menneske-vildæsel”.



17.  Kapitel – Guds pagt med Abraham – Omskærelse
Vers 4: Guds pagt med Abraham: ”Fra min side er min pagt med dig, at du skal blive far til en mængde folk”.
Vers 5: ”Derfor skal dit navn ikke længere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til fader
Vers 7: Evig pagt med Abraham og hans afkom.
Vers 8: Får Kana’ans land, til evigt eje, ”og jeg vil være deres Gud”.
Vers 9: Herren: ”Men du på din side skal holde min pagt, du og dit afkom efter dig fra slægt til slægt”.
Vers 10: ”Alt af mandskøn hos Eder skal omskæres”. Gud siger: "Dette er min pagt som I skal holde, pagten mellem mig og Eder, at alt af mandkøn hos Eder skal omskæres". 
Vers 11: Gud siger: ”I skal omskæres på Eders forhud, det skal være et pagtstegn mellem mig og Eder”.
Vers 12: Gud siger:”.. otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres ..”.
Vers 14: De der ikke er omskårne efter otte dage: ”Men de uomskårne, de skal udryddes af deres folk; de har brudt min pagt”.
Vers 15: Abrahams hustru Saraj > Sara (herskerinde).
Vers 18: Abraham: ”Måtte dog Ismael leve for dit åsyn!”
Vers 19: Herren: ”Nej, din ægtehustru Sara skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak. Med ham vil jeg
Vers 20: Ismael bliver velsignet og avler tolv stammehøvdinge.



18.  Kapitel – Herren besøger Abraham ved Mamres Lund – Herren vil ødelægge Sodoma og Gomorra
Lot er i Sodoma og Gomorra. Lot er Abrahams brodersøn.

 Vers 11: Sara var højt oppe i årene og det gik hende ikke længere på kvinders vis (ægløsning)
Vers 14: Herren: ”Skulle noget være umuligt for Herren?”
Vers 19: Herren om Abraham: ”Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine
Vers 20: Herren: ”Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er såre svar.”
Vers 23: Abraham: ”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?”
Vers 25: Abraham: ”Skulle den der dømmer hele jorden ikke selv øve ret?”
Birgitte Stoklund Larsen skriver i "Bibelen og Verden", juni 2018, side 13: "I Det Gamle Testamente ved man ikke altid, om der er tale om et menneske eller et himmelsk væsen. Det fælder fx i Første Mosebog kapitel 18,  hvor patriarken Abraham får besøg af tre mænd. Det gør Hebræerbrevet i Det Nye Testamente en pointe ud af: 

 "Glem ikke at være gæstfri, for nogen har uden at vide det haft engle på besøg, da de bød fremmede indenfor".



Illustration: Lucas van Leyden 1513
19.  Kapitel – Lot. Sodoma og Gomorra
Lots hustru bliver til en saltstøtte.
Lots døtre får børn med deres far Lot (de drikker ham fuld og voldtager ham). Lot og den ældste datter får drengen Moab. Lot og den yngste datter får Ben-Ammi (Ammoniterne)
Vers 32: Lots to døtre ligger med deres far for at få børn med ham (incest)
Vers 36: Begge Lots døtre blev frugtsommelige ved deres far: Moab og Ben-Ammi, stamfar til

 Mændene i Sodoma til Lot: ”Hvor er de mænd (to engle), der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem!”



Er de homoseksuelle?



Vers 8: ”Se jeg har to døtre, der ikke har kendt mand; dem vil jeg bringe ud til Eder, og med dem kan I gøre



Lot vil ofre sine døtre!



Vers 11: Englene gør mændene blinde, fordi de angriber Lot
Vers 13: Englene: ” .. thi vi står i begreb med at ødelægge stedet her, fordi skriget over dem er blevet så
 Vers 15: Englene til Lot: ”Tag din hustru og dine to døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal
Vers 23: Da solen stod op og Lot var nået til Zoar
Vers 24: Svovl og ild regner ned over Sodoma og Gomorra.
Vers 26: Hans hustru så sig tilbage og blev til en saltstøtte




Bob Dylan: Don’t look back!



John Lennon: Two virgins who never looked back!

 Ægteparret Abraham og Sara har samme far. De er altså også halvsøskende.
21. Kapitel

 22. Kapitel
Abraham skal brænde sin søn Isak. Gud:"I din sæd skal alle jordens folk velsignes".

 Abrahams bror Nakor er gift med Milka (Re'Uma). De får sønner.
Saaledes ogsaa med Eder; dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale,
hvorledes skal man da kunne forstaa det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret.
Der er i Verden, lad os sige, saa og saa mange Slags Sprog, og der er intet af dem,
som ikke har sin Betydning.
Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den som taler,
bliver en Barbar for mig.
Det Nye Testamente. Denne reviderede Oversættelse er autoriseret ved kgl. Resolution af 25. Juni 1907: Paulus’s første Brev til Korienthierne. Kapitel 14, vers 9- 11

Denne oprindelige udgave af Christian 3.'s bibel tilhørte den danske admiral Peder Skram. (Foto: Erlend Bjørtvedt, Wikimedia Commons) https://videnskab.dk/files/articles_inline/christian_3_bibel.jpg


Han lægger vægt på en specifik begivenhed fra denne periode, som har været afgørende for det danske sprog.
»Christian 3. fratog under reformationen kirken dens gods, centraliserede landet og lavede den første bibeloversættelse på dansk. Hans bibel blev forbilledet for det danske skriftsprog, som vi har i dag, og det dannede grundlag for en ensretning af sproget,« siger Hans Götzsche.
Han fortæller også, at man i denne periode begyndte at udvikle et embedsværk, der både skulle styre staten og kirken. Og derfor var man nødt til at få mere faste normer for det danske sprog.

Det følgende er et uddrag taget fra Christian 3.’s oversættelse af Biblen, og det giver en idé om, hvordan dansk kan have lydt ved slutningen af middelalderen:
»Oc Gud sagde / der skal bliffue Liuss / oc der bleff Liuss. Oc Gud saa / at Liuset vaar got / da skilde Gud Liuset fra Mørcket / oc kallede liuset / Dagen / Och mørcket / Natten. Da bleff vdaff afften oc morgen den første Dag.«
Sprogforskere bruger Bibelen til at yde oversete sprog førstehjælp

 Moby Dick og antropocæn
”Du får mig at se fra ryggen … mit ansigt må ingen se. Men hvem kan interessere sig for en hvals ansigt? Og kan en hval være optaget af at skjule sit ansigt? Det drejer sig ikke om zoologi. Det er et tilhyllet citat fra Anden Mosebog (hvor?) , hvor Herren siger til Moses: ”Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.” Det er slet ikke  hvalens ansigt, men Guds ansigt, ingen må se.” Kilde: Flemming Chr. Nielsen: ”Alt, hvad vi kender til den evige gåde om Gud, er teologiens døde skelet”. Om Moby Dick.Både Koranen og Biblen prædiker had og hårde straffe for ’usømmelighed’
Der er megen debat om islam i Danmark, men det er tilsyneladende meget få, der har fået læst Koranen. Faktisk adskiller den sig meget lidt fra Biblen, skriver filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen i sin kronik i spiritualitetsserien
https://www.information.dk/debat/2019/08/baade-koranen-biblen-praediker-had-haarde-straffe-usoemmelighed
Kommentarer (10)
DEL
TWEET
EMAIL
DELT 104 GANGE
De fleste har en mening om Koranen, skønt de færreste har læst den.

 Mange kristne opfatter den som et modstykke til Biblen, skønt de to helligskrifter på langt de fleste punkter stemmer overens.

 De ligger begge i forlængelse af den jødiske Torah, hvis lov de hylder. De dyrker også den samme Gud, som er almægtig og tilgivende. Derudover stiller de enslydende moralske krav, de belønner den troende med en himmel og straffer den vantro med et helvede.

 Når de fleste kristne alligevel tegner et skræmmebillede af islam, må det skyldes, at de ikke kender Koranen – eller Biblen.

 Den helt afgørende lighed mellem de to verdensreligioner er, at både Jesus og Muhammed dømmer de vantro til døden under den voldsomste tortur. Det gentages på næsten hver side i Koranen, og Jesus formulerer det fyndigt i Lukas 19, 1-27:

 »Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen, og hug dem ned for mine øjne.«

 Jesus garanterer siden, at de, der ikke vil omvende sig, skal lide samme straf som nogle galilæere, hvis blod Pilatus lod blande med blodet fra deres offerdyr (Lukas 13, 1-5). Og da han konstaterer, at de i hans hjemby Kapernaum har svært ved at tro på ham, lover han byen en værre skæbne end Sodoma, der som bekendt gik op i flammer (Lukas 10, 15-16).

 Til den, der vanskeligt kan forestille sig en værre skæbne end at blive brændt levende, har Koranen et svar: Hver gang de vantros hud er brændt ned, forsyner Allah dem med en ny hud, så de kan brænde i al evighed (Sura 4, 57).

 Det er interessant, at den kristne kirke konsekvent opfatter Jesus som fredsfyrste, mens de fortier, at også han var hadprædikant.

 Usømmelighed straffes
Det er især seksuelle synder, både Koranen og Biblen kræver straffet med døden – frem for alt homoseksualitet. Når indbyggerne i Sodoma og Gomorra blev brændt, skyldtes det ifølge Koranen, at mænd var begyndt at gå til mænd og lade deres hustruer ligge alene (Sura, 26, 166-74).

 Jesus udtalte sig ikke specifikt om homoseksualitet, men understregede, at han var kommet for at opfylde loven og profetierne – og ifølge Torahen kræver moseloven dødsstraf for homoseksualitet. Det samme gør kristendommens grundlægger, Paulus (1. Romerbrev, 26-32).



Samtidig med at man ved dekretet fra Thessaloniki i 380 gjorde nikæansk kristendom (efter konciliet (Nikæa) til den officielle statsreligion i Romerriget, fordømte man ariansk kristendom (efter præsten Arius) som kættersk og autoriserede forfølgelsen afarianske kristne. (Moderne Tider, 25/9-2021).

 Da kristendommen blev statsreligion i Rom i det fjerde århundrede, blev dødsstraffen for homoseksualitet indført blandt de tidligere hedninge.

 Forfølgelsen kulminerede under kejser Justinian, som mente, at den hungersnød og pest samt de jordskælv, der havde ramt Romerriget, var Guds straf for de homoseksuelles udskejelser. De blev derfor henrettet efter først at være blevet udsat for grusom tortur på deres syndige organ.

 Helt frem til i dag har kristendommen et ambivalent forhold til homoseksualitet. DF-ideolog og pastor Søren Krarup har således med foragt kaldt præsident Macron for »den der lille pæne bøssedreng« i DR’s Debatten den 8. maj 2017. 

 Dette var i øvrigt baseret på sladder og uden ringeste dokumentation for, at Macron skulle være homoseksuel.

 Moderne naturplager
Både i Torahen, Biblen og Koranen bruger Gud naturkatastrofer eller sygdomme som straf. Som da han lod Faraos hær omkomme i bølgerne, efter at jøderne var kommet tørskoet i land. Siden også med syndfloden – fra hvilken han kun reddede Noah og hans familie samt et par af alle dyr. Alle andre omkom:

 »Thi de var visselig et ondt folk, derfor druknede vi dem alle«, som det er forklaret i Sura 21, 448. Og i 1. Mosebog 6, 1-13 tydeliggøres det, at hovedforbrydelsen var seksuel, idet gudesønnerne var begyndt at avle børn med jordiske kvinder.

 Helt frem til i dag har kristne og muslimer opfattet naturkatastrofer og sygdomme som Guds straf. Da en tsunami i 2005 dræbte 250.000 mennesker i Asien, skrev pastor Henrik Højlund i Berlingske den 6. januar:

 »I sin inderste kerne er den ondskab, der hersker på kloden – også den, vi her har været vidne til – menneskenes egen skyld.«

 Præsten kommer dog ikke nærmere ind på, hvordan mennesker kan være skyld i naturkatastrofer, som de ingen mulighed har for at forhindre.

 Også aids blev af mange kristne opfattet som Guds straf for de homoseksuelles skørlevned. Synspunktet blev bakket op af Søren Krarup i det teologiske tidsskrift Tidehverv i 1986:

 »Er det udelukket, ja forbudt, at se aids som Guds torn i kødet på en kultur, der har gjort mennesket og dets behov guddommelige og livet til et eksperiment, og som derfor finder sin forløsning i seksuel frigørelse og udfoldelse? Nej, det er naturligvis hverken forbudt eller umuligt, men kan tværtimod være sand og evangelisk tale.«

 Når det i stedet kommer til ægteskabelig utroskab, har Koranen et påfaldende mildere syn end Biblen. Ganske vist udstedes der et dekret om 100 piskeslag for utroskab, hvilket vel er så nær dødsstraf, som man kan komme, men straffen må kun eksekveres, hvis der kan fremskaffes fire øjenvidner.
Det vil i praksis være noget nær umuligt, idet man normalt ikke praktiserer utroskab i vidners nærvær. Her er Jesus mere skånselsløs. For ham er det alt rigeligt, at man »kaster et lystent blik på en andens hustru«. Da skulle man, ifølge Matthæus 5, 29, rive sit højre øje ud.

 Både Koranen og Biblen kræver også legemlig invalidering for verdslige forbrydelser, således håndsafhugning som straf for tyveri. Jesus kommer med den snusfornuftige grund, at »du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i helvede«, som det er beskrevet i henholdsvis Sura 5, 39 og Matthæus 5, 30.

 Et stridspunkt
På et enkelt afgørende punkt stemmer Koranen og Biblen dog ikke overens. Biblens påstand om at Gud fik en søn, kalder Koranen i Sura 19, 91 »en forfærdende løgn« og en nærmest apokalyptisk vildfarelse:

 »Himlene kunne næsten briste derved, og jorden slå revner, og bjergene falde ned i stykker«.

 Når det var afgørende at insistere på, at Allah ikke havde en søn, og at Jesus i stedet var en profet som Muhammed selv, skyldtes det, at der ifølge Koranen kun findes én Gud, mens Biblen jo splitter ham op i tre.

 Jesus er dog enig med Koranen, idet han aldrig påstod, at han var Gud søn og med større ret mente, at vi alle er Guds børn. Men Paulus og de kristne ser jo anderledes på den sag.

 Af samme grund kan Koranen heller ikke gå ind for den rigtignok også ubegribelige forestilling, at Jesus ved sin offerdød på korset tog vore synder på sig. I stedet skænkede Allah ham, ifølge Sura 23, 51, tilflugt »i et højland med dale og strømmende vand«.

 Hvad angår det stærkt omdiskuterede slør, er Koranen og Biblen påfaldende enige. Koranen siger i Sura 24, 32, at kvinder i offentligheden »skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed«.

 Paulus mener ligeledes i kapitel 11 i det 1. Korintherbrev, at kvinden skal tildække sit hoved, fordi hun kun er mandens afglans, mens manden er »Guds billede og afglans«.

 Her er Paulus voldsomt kvindefjendsk i modsætning til Muhammed. Ingen af dem opererer dog med en burka, som er en traditionel mellemøstlig beklædningsgenstand, der ligger før islam. Islamkritikere tager fejl, når de tror, at burkaen er foreskrevet i Koranen.

 Koranen og Biblen er således identiske på de fleste væsentlige punkter, men deres litterære kvalitet er meget forskellig.

 Hvor Biblen er fascinerende læsning, ikke mindst på grund af Jesu lignelser, er Koranen næsten umulig at komme igennem, fordi den gentager sig selv i det uendelige. Den ville vinde ved at blive skåret ned til en 50-siders pamflet.

 Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter til den religionskritiske bog Kun dette åndedrag.

 Jobs Bog Vers 34
Og Elihu sagde: Hør mine ord, I vise! Lyt til mig, I forstandige!For øret prøver ordene, ligesom ganen smager på maden.
Lad os finde frem til, hvad der er rigtigt, lad os sammen erkende, hvad der er godt."
Lone Kühlmann, Kroniken i Politien den 26.11.2019: Jeg tillader mig at lægge ud med en af de mest sanselige og erotiske samling skrifter, vi har. Højsangen
fra Det Gamle Testamente. Her drejer det sig om sanseligheden for sanselighedens egen skyld, og
interessant nok drejer synsvinklen sig hele tiden, så man ikke rigtig er klar over, om det er mandens lovsang
til kvinden, kvindens lovsang til manden, eller de respektive køns lovsang til eget køn:

 Min elskede er et myrrabundt,
der hviler mellem mine bryster;
min elskede er en hennaklase
i En-Gedis vingårde.
Hvor er du smuk, min kæreste,
hvor er du smuk, dine øjne er duer. 
Hvor er du smuk, min elskede, ja dejlig;
vort leje er grønt.
Cedertræerne er bjælker i vores hus,
cypresserne er loftet.

 Jeg er Sarons rose, dalenes lilje. Som
en lilje blandt tidsler er min kæreste
blandt unge piger. Som et æbletræ
blandt skovens træer er min elskede
blandt unge mænd. I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.


Sheba of Eden og Det Gamle Testamente
Det var velbegrundet, da min ugandiske svigersøn Franz Kreiners far Karl Kreiner kaldte sin hund Sheba of Eden og dens hvalp Prince. Det trækker tråde tilbage til Dronningen af Saba. Saba svarede i det store  og hele til vore dages Etiopien, Ægypten, Yemen, Eritrea, Somalia og Somaliland. Tråde til Kong Salomon af Jerusalem og af israellitterne, og til sønnen Menelik I. Menelik var nemlig søn af Dronningen af Saba og Kong Salomon. Han boede hos sin mor i Etiopien Da han var blevet stor nok, rejste han til Jerusalem og israelitterne, til Kong Salomon, der var hans far. Dronningen af Saba havde tidligere været på de kanter for at åbne handelsruter og var altså blevet gravid med Kong Salomon. På rejsen tilbage til Etiopien, efter at have besøgt sin far,  medbragte Menelik I De Ti Bud i Pagtens Ark. Ved en fejltagelse de originale dokumenter. Det fortæller den etiopiske version af bibelen, Kebra Nagast. Vi har set tabernaklet med De Ti Bud i Etiopien. 

Dronningen af Saba modtages af Kong Salomon

 Menelik bragte ikke blot De Ti Bud, men også jødedommen, til Etiopien. Kong Ezana introducerede jødedommen som officiel religion i byen Aksum i Etiopien. Aksum daterer tilbage til det 4. århundrede før Kristus. Obeliskerne eller stelerne har inskriptioner i Ge’ez, sabeansk og græsk. Både græsk og Ge’ez blev brugt på mønter. Allerede omkring det 8. århundrede før Kristus eksisterede Yeha i det nordlige Etiopien.


Ezanainskriptionen

Inskriptionen på Kong Ezanas sten, 4. århundrede før Kristus, lyder, oversat fra græsk til engelsk (ikke af mig): ”Ezana, King of Aksum and of Himyar, and of Raidan, and of Ethiopia, and of Saba, and of Salhen, and of Siyanio, and of Bega, and of Kasu, the King of Kings, the son of the invincible god Ares. As the peoples of the Bega had rebelled, we sent our brothers Shaiazana and Hadefan to make war on them. And having laid down their arms, subdued them and brought them to us with their camp-followers, 3,112 cattle, and 6,224 sheep and pack animals, giving them cattle and grain to eat, and beer and wine and water to drink to the full according to their number, six tributary kings with their people, in number 4,000. They received each day 22,000 wheaten cakes and wine for months whilst they were bringing them to us”. 

 Ezanainskriptionen: 
Kirkefaderen Augustin var faktisk også, langt senere, på de kanter. Han var en af Martin Luthers inspirationskilder: 
”En af Luthers inspirationskilder var Augustin. Han mente, at Gud er god og skaber gode ting, mens synden opstår i kraft af den onde vilje. Mennesker handler frit, men alligevel kender Gud udfaldet, så friheden skyldes mangel på indsigt i de kræfter, som styrer viljen. Augustin var biskop i Nordafrika. Hans store værk, ”Om Guds stad”, blev skrevet fra 413-426, mens kirken endnu var den kæmpende og endnu ikke den sejrende kirke. Han lægger sig i kølvandet på Paulus og gør kristendommen til en åndelig ”stad”, der udfolder sig i en kødelig stat.”


Kilde: Ole Thyssen: Augustin gør kravet om lydighed absolut. Moderne Tider/Information, 4.3.2017.

 Også Foucault beskæftiger sig med Augustin:
”Hvad er et subjekt? Jo, det er det, begæret gør sjælen til, som Foucault fremhæver hos Augustin. Begæret er den dybe, ufri, ikke-villede villen sjælen, som må granskes, bevilliges og derefter bekendes, så den kan ændres, formes på ny, idet subjektet genskaber sig selv”.

 Kilde: Per Aage Brandt, i artiklen ”I tager fejl, Foucault var mystiker og støttede islamismen.” Informations litteraturtillæg, 6. april 2018
Rastafarierne
I vore dage har kristendommen andre udtryk også. Den langt senere regent i Etiopien, Kejser Haile Selassie, afsat i 1974, betragtes som åndelig fader for Ras Tafari-bevægelsen, der også har mange følgere på Jamaica og i det øvrige Caribien, samt en prominent talsmand i Bob Marley. Hans sangtekster er spækket med referencer til Bibelen og Det Gamle Testamente. På en plads i Etiopiens hovedstad Addis Abeba står en Bob Marley-statue:



Sprogene
De semitiske sprog udgøres af en gruppe beslægtede sprog, der fortrinsvis tales i Mellemøsten, i Eritrea og i Etiopien. De mest talte semitiske sprog er arabisk, amharisk, tigrinya, hebræisk og aramæisk. En semitisktalende civilisation udviklede sig i Afrika og spredte sig over Det Røde Hav, Adenbugten og Den Arabiske Halvø. Indbyggerne, sabeanerne, opkaldt efter Sabakongeriget (Etiopien, Ægypten, Yemen, Eritrea plus),
talte et semitisk sprog, sabeansk, eller sydarabisk, med eget alfabet, nært relateret til fønikisk. Amharisk, som tales i Etiopien, har udviklet sig i et sprogmiljø sammen med fønikisk, sydarabisk, gammelt Ge’ez, hebræisk, græsk og arabisk. Sabeansk skriftsprog brugte kun få vokaler. Sabeansk skriftsprog blev som andre semitiske sprog skrevet fra venstre til højre, eller som ”boustrophedon”, en plovfure, hvor den første linje skrives fra højre til venstre, den anden fra venstre til højre, den tredje fra højre til venstre osv. Aksumitterne, fra Aksum) udviklede senere Ge’ez, eller etiopisk med egne skrifttegn. Ge’ez var et semitisk sprog men har også været under stærk indflydelse fra ikke-semitiske sprog eller sprog, der blev talt af tidlige beboere i denne del af Afrika. Ge’ez-skriftsproget adskilte sig fra sabeansk ved at vokaltegn var integreret i hvert enkelt bogstav, således at en karakter på den måde var en stavelse og ikke længere rene konsonanter, som tilfældet var det med sabeansk. Til forskel var andre semitiske sprog blev Ge’ez også skrevet fra venstre til højre. Op gennem middelalderen har Ge’ez udviklet sig til amharisk, der også har været påvirket af ikke-semitiske sprog. Etiopiske tal kommer fra græsk, et bevis på grækernes indflydelsen i Aksum på dét tidspunkt.



Deb etiopiske kejser Tewodros II skød sig selv i 1868 for at undgå at blive taget til fange af de britiske styrker, der havde invaderet Etiopien og nedkæmpet hans hær (Kilde: "En strid om kejserens … hårlok", Politiken, 30.08.2018
Den Hellige Treenigheds kloster ved Quara. 
A History of Ethiopia in Pictures – from Ancient to Modern Times
Geoffrey Last, Richard Pankhurst, Eric Robso, Arada Books 2014





























King George’s klippekirke i Lalibela. Kong Lalibela 1190-1225. 
Zagwe Dynastiet slutter omkring 1270. Yekuno Amlak påberåber sig slægtskab med Kong Salomon og Dronningen af Saba.



The Treaty of Wuchale, with Italy. 2.5.1889. Treaty of Perpetual Peace and Friendship, written in Italian and Amharic. Article XVII: Could/must. I 1868 hed landet Abessinien



Fetha Negast: Laws og Kings. Kebra Negast: Glory of Kings (om Salomon og Saba).


 https://en.wikipedia.org/wiki/Kebra_Nagast






Addis Ababa: New Flower






Martin Luther oversatte i 1534 Bibelen fra latin til tysk. Navnet på den latinsksprogede bibel var Vulgata, oversat fra græsk og hebræisk af Hieronymus, Skt. Jerome, omkring år 400.






Kirkens sprog
"På sin vis er der ikke noget afgørende nyt i det budskab. Der har siden tiden efter Anden Verdenskrig, hvor Det Lutherske Verdensforbund blev dannet i Lund, været en konstant tilnærmelse mellem katolikker og protestanter, som også inspirerede den seneste store reform af katolicismen: Det Andet Vatikankoncil, 1962-65. En af de afgørende fornyelser var, at gudstjenester verden over begyndte at blive afholdt på de lokale sprog i stedet for på latin. Nu giver Frans (Paven) faktisk Luther en stor del af æren for, at Bibelen er blevet udbredt gennem oversættelser: "Luther tog et stort skridt ved at lægge Guds ord i folkets hænder",sagde paven."
”The Catholic Church has used multilingualism as an instrument of at least since the Council of Tours in 813”.

A Council of Tours in 813 decided that priests should preach sermons in rusticam romanam linguam (rustic romance language) or Theodiscam (German),[3] a mention of Vulgar Latin understood by the people, as distinct from the classical Latin that the common people could no longer understand.[4] This was the first official recognition of an early French language distinct from Latin, and can be considered as the birth date of French.[5]


1.    rusticam Romanam linguam aut Theodiscam, quo facilius cuncti possint intellegere quae dicuntur in simple Roman language or in German, that everyone may more easily understand what is being said

2.   Jump up^ Nadeau, Jean-Benoît and Barlow, Julie, The Story of French (Alfred A. Knopf 2006), page 25

3.   Jump up^ (French) Michèle PERRET, Introduction à l'histoire de la langue française, 3d ed. (Armand Colin 2008), page 36



Anthony Pym (2017): Translation and economics: inclusive communication or language diversity?, Perspectives, DOI: 10.1080/0907676X 2017. 1287208
Kilde: Information, 2.11.2016
Hvorfor taler vi dansk? Reformationen og sproget
Reformationen fik stor betydning for det danske samfund på mange områder. Et af dem er sproget. For Luther var det vigtigt, at det kristne budskab var på folks eget sprog – altså dansk i Danmark.
Johannes Gutenberg trykker i 1455 den 42-linjede bibel på latin. Johan Snell (1450-1520), en omrejsende tyskbogtrykker, tager bogtrykkerkunsten til Danmark. Den første trykte bog på dansk er ”Den Danske Rimkrønike” fra 1495, udtgivet af den indvandrede hollænder Gotred a Ghemen (død 1510). (Bogtrykkerkunsten banede vejen for nutidens massekommunikation, Videnskab.dk, september 2017)



Selvfølgelig taler vi dansk i Danmark, hvad ellers – vil de fleste nok sige. Men det er ingen selvfølge. For 500 år siden var dansk ét blandt flere sprog i Danmark. I kirken og blandt de lærde var latin enerådende. Mange af landets indbyggere havde ikke dansk som modersmål. De talte plattysk, norsk, islandsk eller færøsk. Plattysk var handelssproget i hele Østersøområdet, og næsten alle danskere forstod plattysk. Så dansk var trængt. Men reformationen ændrede situationen. For Luther var alle kristne lige for Gud, og alle skulle kunne forstå, hvad kristendommen gik ud på – Guds ord skulle også være dansk. På den måde blev Luthers 95 teser fra 1517 en af grundene til, at vi taler dansk i dag – selv om de var på latin og ikke handlede om sprog.
Selvfølgelig taler vi dansk i Danmark, hvad ellers – vil de fleste nok sige. Måske er vi bange for den engelske indflydelse, men for alvor tror vi ikke, at der kan tales andet end dansk i vores land.
Men det er ingen selvfølge. For 500 år siden var dansk ét blandt flere sprog i Danmark. I kirken og blandt de lærde var latin enerådende. Mange af landets indbyggere havde slet ikke dansk som modersmål. De talte plattysk, norsk, islandsk eller færøsk. Plattysk stod meget stærkt. Det var handelssproget i hele Østersøområdet, og næsten alle danskere forstod plattysk. Så dansk var trængt. Men reformationen ændrede situationen. For Luther var alle kristne lige for Gud. Det var vigtigt, at alle kunne forstå, hvad kristendommen gik ud på. Derfor skulle bibelen oversættes til dansk, og der skulle synges danske salmer ved gudstjenesterne. På den måde blev Luthers 95 teser fra 1517 en af grundene til, at vi taler dansk i dag – selv om de var på latin og slet ikke handlede om sprog.





Kilde: Hvorfor taler vi dansk? Om reformationen og sproget. Af Marita Akhøj Nielsen. Forlaget Eksistensen. København 2016. ISBN 978 87 410 0053 4
Det danske skriftsprog går omkring 1800 år tilbage. De ældste tekster på dansk er runeskrifter.  Det har været et fællesnordisk sprog. De yngre runeskrifter viser tegn på en opsplitning mellem vestnordisk og østnordisk. Omkring 1500 skiller dansk sig ud. Skåne, Halland og Blekinge er dansksproget frem til 1658. Med kristendommen kom også skikken at skrive med blæk på pergament. Kirkens sprog var latin, først omkring 1100 begyndte man at skrive dansk i håndskrifter. Det første danske værk, der blev trykt på papir, var Den Danske Rimkrønike i 1495. I begyndelsen af 1500-tallet gør trykkekunsten det billigere at trykke bøger på dansk. Hansestæderne i senmiddelalderen påvirkede det danske sprog med plattysk/nedertysk, der lå tættere på det danske sprog end moderne tysk standardsprog, der er en videreudvikling af middelalderens højtyske. Mange danskere har talt både dansk og plattysk. Tekster er blevet oversat fra dansk til plattysk. Indflydelsen begyndte omkring år 1300 og varede måske 200 år. Omkring år 1500 blev dansk brugt i alle sammenhænge. Love og retsbestemmelser var på dansk. Officielle skrivelser vedrørende indenrigspolitiske forhold blev for det meste affattet på dansk. Oplysende skrifter, underholdningslitteratur og religiøse tekster blev affattet på dansk eller oversat fra latin, plattysk eller svensk. Gudstjenestesproget var latin, men der blev prædiket på dansk, for eksempel perikopetekster, nytestamentlige tekster, der prædikes over i gudstjenesten, eksempelvis juleevangeliet i en prædikensamling fra ca. 1450. Det er formentlig oversat fra den latinske oversættelse af Bibelen, Vulgata. Fra Middelalderen er bevaret en oversættelse af de første 12 bøger i Det Gamle Testamente, fra Første Mosebog til og med Anden Kongebog.


Den første bog, der blev trykt i Danmark er fra 1482, et breviar på latin. Den første trykte bog på dansk er Den danske Rimkrønike fra 1495. Den første danske ordbog nogensinde er Christiern Pedersens latinsk-danske ordbog fra 1510. I 1514-15 får Christiern Pedersen trykt Jærtegnspostillen, en prædikensamling. I første bind af Jærtegnspostillen fortæller Christiern Pedersen, at Lukas skrev sit evangelium på græsk til grækerne og Matthæus sit evangelium på hebraisk til hebraisktalende.  1526/27 indførte Hans Tausen dansk gudstjeneste. Allehelgensdag, 1.11. 1527 blev der for første gang nogensinde sunget salmer på dansk. Hans Tausen oversatte nogle af Luthers salmer, andre skrev han selv. I 1529 bliver Hans Tausen forflyttet til København, mere og mere bliver på dansk, og der opstår kampe mellem lutheranere, der bruger dansk, og katolikker, der bruger latin. Christiern Pedersens oversættelse af Det Nye Testamente bliver trykt i Antwerpen i 1529 og han skaber en ny norm for dansk stavning. I 1536 blev Reformationen officielt indført i Danmark. Kirkeordinansen fastlagde den nye kirkeordning.
Sjællands biskop Peder Palladius oversatte Luthers Katekismus. Allerede i 1533-1534 udkom den første plattyske bibel, der byggede på Luthers oversættelse. Christian III stod bag de såkaldte Haderslev-artikler fra 1528, der er skrevet på plattysk, som den lutherske kirkeordinans for Slesvig-Holsten fra 1542 er det. I 1578 udkom Johannes Clajus tyske grammatik, der bygger på Luthers skrifter og bibeloversættelse. ”Før havde Helligånden talt hebraisk, græsk og latin, nu talte den tysk”, dvs. højtysk. Højtysk blev normen for det tyske sprog.





I internationalt samarbejde var det nødvendigt at anvende latin. Kirkeordinansen udkom på latin i 1537 og på dansk i 1539. Latin som kommunikationssprog banede vejen for vide og anerkendelse i udlandet.



Bibeloversættelse til svensk i 1541.
"Ansgar var ifølge Rimbert en forrygende tordenprædikant, der både kunne
fremmane Paradisets tillokkelser og et dommedagsbulder, så selv vikingerne
måtte blegne. Også munkenes skønsang og kirkeklokken var et hit, men et af hans
vigtigste våben har nok været "Heliand". En sammenskrivning af de fire evangelier
i 6.000 på saksisk. Gendigtet, så de i den nordiske skjaldetradition kunne fremføres
for stormænd i festhallen. "Heliand" blev skrevet af en munk i et af Ansgars
kerneklostre på samme tid, som Ansgar drog mod nord for at prædike. I "Heliand" er
Kristus ikke et lidende blegnæb, men en mægtig krigerkonge, som i forne tid rejste
med sine hirdmænd fra borg til borg og fra festhal til festhal. Her udførte
Hvidekrist i korsets tegn magiske gerninger og stordåd på stribe, når han ankom med sit


følge, "hvor flokken af jøder sad og drak tæt i mjødhallen". Se, det har været
snak, man kunne forstå i danernes land, hvor Ansgar har været en mester i at
fremstille den indre troskamp som så drabelig en kamp for kristendommens hirdmænd,
at budskabet på sin egen måde er sivet ind i den nordiske krigerhjerter."
Kilde: Så er der nyt om Ansgar. Kim Skotte. Politiken 6.6.2018. Om: Torben
Bramming: Da vikingerne mødte korset. Kristeligt Dagblads Forlag.





”Lidt om dansk salmesprog”, artikel af Dr. phil. Marita Akhøj Nielsen i Sprog & Samfund nr. 2-3/2017, og mundtligt oplæg i Modersmål-Selskabet maj 2017.









Religiøse digte på dansk eksisterer fra Middelalderen omkring år 1300. I et håndskrift fra ca. 1470 er der noder til tre digte på dansk. Det er bønner til Jomfru Maria.









Allehelgensdag, den 1. november 1527, blev der for første gang sunget salmer på dansk af hele menigheden, i Gråbrødrekirken i Viborg.  Initiativtageren var Hans Tausen, som havde oversat nogle af Luthers salmer til dansk, blandt andre ”Af Englekor hid kommer jeg” (nu: ”Fra himlen højt kom budskab her”). Den ældste bevarede danske salmebog er fra 1529. I en lidt yngre salmebog (Malmøsalmebogen fra 1533) findes i oversættelse til dansk Luthers ”Ein feste Burg ist unser Gott”, ” Vor Gud han er så stærk en borg”. Den første officielle salmebog i Danmark-Norge var Hans Thomissøns Den danske Psalmebog fra 1569. Officiel salmebog igen i 1689.
I 1522 havde Luther udgivet sin tyske oversættelse af Det Nye Testamente. Christian II blev inspireret til at få lavet en oversættelse til dansk, som blev sat i værk i 1523. I august 1524 var trykningen af ”thet Nøye testamenth paa dansk” færdig. Hele bibelen forelå på dansk i 1550, Christian III’s Danske Bibel. Den vigtigste forudsætning var Luthers oversættelse fra 1545. Alterbogen udkommer i 1574. Siden 1528 var der udkommet adskillige lutherske salmebøger, men først i 1569 blev en salmebog officielt indført i kirkerne. Det var Hans Thomissøns ”Den Danske Psalmebog”. Hans Tausens postil (prædikensamling) er fra 1539, og senere Niels Hemmingsens, der oprindeligt var på latin med udkom på dansk i 1576.














Det Nye Testamente på tysk
I Luthers øjne ved intet menneske, hvad sandheden er, da denne hele tiden må tolkes ud fra Skriften, der er eneste myndighed. Derfor kom prædikenen med reformationen i centrum i gudstjenesten, og derfor oversatte Luther Det Nye Testamente til tysk, så enhver kan læse og tænke selv.
Kilde: Stjernfelts Luther-forståelse er selektiv og tendentiøs. Kronik. Sørine Gotfredsen. Dagbladet Information 2. marts 2017.





Luthers salmesang
Reformationen skabte også behov for nye salmer. Salmesangen skulle ifølge Luther foregå på modersmålet, så ordene kunne forstås og trænge ind i hjerterne, og han skrev selv 36 salmer herunder ”Ein fester Burg ist Unser Gott” fra 1553, oversat til dansk ved Münster til ”Vor Gud han er så fast en borg”. Det sprog, Luther ønskede, at der skulle tages udgangspunkt i i såvel prædikener som salmer, var det sprog, der taltes i samtiden. Det sprog, der umiddelbart kunne forstås af alle modersmålstalende. I dag synger vi stadig Hans Christensen Sthens ”Du Herre Krist min frelser est” fra 1588 og Hans Tausens oversættelse af Luthers ”Es kam von Himmel ein Engel klar” fra 1534 ”Fra himlen kom en engel klar” fra 1544.
Kilde: Lise Bostrup, 4.3.2017.


Menighedens aktive delagtighed i gudstjenesten med evangeliske salmer på modersmålet kom på mange måder med tiden til at præge kirkemusikken.
Kilde: Peter Ryom/srj: Reformationens musik og salmer, Villabyerne, 14.3.2017.
Den lutherske tro blev i høj grad sunget mere end prædiket ind i det danske folk. I den nuværende danske Salmebog fra 2003 findes 12 af Luthers egne salmer, hvor der stadig spores en god portion saft og kraft, ikke mindst i den kendte ”Vor Gud han er så fast en borg”.
Kilde: Jens Lyster/srj: Reformationens musik og salmer, Villabyerne, 14.3.2017.









Afrika
Men det hele alligevel længe før min første tur til Afrika syd for Sahara. Dén tur kan tilskrives Merethe, vores norske gymnasiekammerat på Christianshavns Gymnasium. Merethe far havde været sømandspræst i Durban. Nu skulle han være præst i den norske kirke på Amager ved Christianshavns Vold. Da vi var færdige i gymnasiet rejse vi fire mand og kvinde høj til Sydafrika, Rhodesia og Zambia for at Merethe kunne gense landet og vennerne.



https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh7AL41FEllFICtoFFNrIjyiPbzIE0AVnFXyC1UNhxhMNWEhj9ptsHhKKN3P1zSv-zpKW79uFjziXOhXvYCbxDwANk3OQxLg6C7eGuSEMCDC5Hnh7Yuh34AviFAo15sD_864nDS_o9AoKs/s720/JN_043.JPG



Camping i Sydafrika på Gaddafi-manér, men mindre prominent. Johnny og Steen uden for teltet, Merethe i teltet. Jørgen, som sædvanlig, bag kameraet. 1971.

































Etiopien
















Bob Marley
Dagbøger fra Afrika Arc of the Covenant
Billede af Kebra Nagast



Pagtens Ark rejser vi nu ud for at finde.








Lalibela
Tanasøen
Tabot > tevah > rum

























Pagtens Ark hos lembaerne i Sydafrika: Ngoma Lungundu https://en.wikipedia.org/wiki/Ngoma_lungundu



Bibelen, Det Gamle Testamente, oversættelse 1931/33
Susannas historie fortælles i en af Det Gamle Testamentes apokryfe skrifter.

 Historien om Susanna
Som rigt gift kvinde blev hun offer for sin egen skønhed, da to gamle dommere, som begærede hende, lagde planer imod hende. En dag, mens hun badede i haven, som hun plejede, kom de frem af deres skjul og truede med at beskylde hende for hor med en ung mand, hvis hun ikke overgav sig til dem.
Artemisia Gentileschi: ’Susanna og de Ældste’, 1610.

 På trods af udsigten til dødsstraf undveg Susanna. I elvte time blev hun reddet fra den ydmygende anklage af den unge Daniel, som ved at krydsforhøre de to dommere afslørede deres injurier.
https://www.danskkulturarv.dk/smk/susanne-og-de-to-%C3%A6ldste-1653/
Hvad nu, hvis dette maleris titel i stedet for ’L’Origine du Monde’ var ’Jeanettes kusse’?
https://www.information.dk/kultur/2020/02/maleris-titel-stedet-lorigine-monde-jeanettes-kusse





















Ziggurat: trappetempeltårn. Nunki: Stor by.




Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede, og sagde: ”Se, de er eet folk og har alle eet tungemål: og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem”. Derfor steg herren ned for at forvirre deres tungemål dér, så de ikke forstod hverandres tungemål. Da spredte herren dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen. Derfor kaldte man den Babel, for dér forvirrede herren al jordens tungemål, og derfra spredte herren dem ud over hele jorden. At vi taler forskellige sprog er med andre ord Guds vilje.







sprogteknologi Apples Siri, Google Translate og andre sprogteknologiske værktøjer har længe været forbeholdt mennesker, der taler engelsk eller et andet stort sprog. Taler man fx færøsk, walisisk eller galicisk, er der ikke meget hjælp at hente i teknologien. Nu viser sprogforskere fra Københavns Universitet, at de med udgangspunkt i bibeltekster og Wikipedia kan lave sprogteknologi for op mod 100 små og store sprog – på én gang







Hieronymus, Erasmus og Luther. Er Facebook en ny bibel?



Bibelen er verdens mest oversatte bog. Den bliver stadigvæk oversat til mange lokale sprog. Processen bidrager blandt andet til at gøre sprogene digitalt repræsenterede og dermed styrke deres tilstedeværelse på internettet.
 
I 2017 er det 500 år siden Martin Luther, i 1517, slog 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg. På grund af den revolutionerende nye bogtrykkerkunst spredte teserne sig hurtigt over hele Europa.

                             



Bibelen blev omkring den tid oversat fra latin til en lang række folkelige sprog. Det sproglige monopol, fortolkningsmonopolet og kommunikationsmonopolet blev brudt. Luther oversatte Det Nye Testamente til tysk. I 1550 udkom den første danske bibeloversættelse, som var autoriseret af stat og kirke.
Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk. Det Nye Testamente på græsk. Den skriftkloge Hieronymus lavede fra år 382 til 405 den første latinske oversættelse af Det Gamle Testamente, direkte fra den hebraiske tekst i stedet for fra den græske oversættelse Septuaginta. Skrifterne i Det Nye Testamente er for de flestes vedkommende skrevet på græsk. Det Nye Testamente blev ligesom det Gamle Testamente oversat til latin af Hieronymus i samme bibel: Vulgata.
Retssproget  var dansk i Middelalderen – lovene var på dansk. Viser og sange var på dansk. Liturgien var på latin. De første 14 bøger af Det Gamle Testamente forelå på dansk. Rimkrøniken var den første trykte bog på danssk. 1508: Christian Pedersen, kannik i Lund, udgav bøger på dansk. 1504: Gestum Danorum. Saxo, postil, prædikensamling. Guds ord findes i Bibelen, Martin Luther, 1522: Det Nye Testamente på populært tysk. 1524: Det Nye testamente på dansk. 1526: Hans Tausen gudstjenester på dansk. 1527, salmesang på dansk, Vor Gud … 1535: Kirkeordenansen, kirken og skolen 1550 Chrstian 3.’s danske bibel. 1569 første autoriserede danske salmebog. Indtil 1773 var hærens sprog tysk i Danmark. Præsterne mistede deres dialekter, fordi de læste på Københavns Univesitet. Luthers modersmål var højtysk, men håndværkernes sprog blev plattysk. Leonora Christina i Jammersminde talte også plattysk.









I Holland fejrer man i år 500-året for Erasmus (af Rotterdam, ham vi kender fra EU-uddannelsesprogrammerne) nye oversættelse fra græsk til latin af Det Nye Testamente, Novum Instrumentum Omne. Erasmus oversættelse blev brugt af Martin Luther som kildetekst for hans oversættelse til tysk, der udkom i 1522.





Om Martin Luthers oversættelser skriver Lasse Soll Sunde i Information:
... "I knapt ét år levede han under navnet Junker Jörg på slottet Wartburg, hvor han på på kun tre måneder oversatte det nye testamente til tysk. En bog der blev en bragende succes og en af litteraturhistoriens første rigtige bestseller." ... "Luther udgav en lang række stridstekster, men vigtigst er ’Den lille katekisme’ fra 1529, mens den samlede bibel med oversættelsen af det gamle Testamente udkom i 1534.”…  
”Oversættelser der ramte
1521 blev Luthers skæbneår. På vejen bort fra Rigsdagen i Worms fingerede Frederik den Vise et overfald på Luther, og pludselig var han pist væk fra offentligheden. Han lod skægget stå, og under navnet Junker Jörg sad han beskyttet på slottet Wartburg og oversatte Det Nye Testamente. På kun 11 uger var teksten oversat. Luther havde som barn af en minearbejderfamilie flyttet rundt mellem høj- og lavtyske områder og havde derfor lært at navigere i de forskellige typer sprog.
Luther skabte derfor det skriftlige tysk, der lå tæt på det talte. Og han modellerede samtidig det tysk, man taler i dag. Luthers eminente sprogøre gjorde, at Biblen ikke kun blev oversat, men også forstået af såvel de, der der talte høj- som lavtysk.
Martin Luther selv skrev om oversættelsens kunst, at det var hverdagsudtrykkene, der skulle stå centralt, som han skrev i Det åbne brev om oversættelse fra 1530. »Man må lytte efter, hvordan moren i huset, børnene på gaden og den almindelige mand på markedet taler og oversætte derefter: Så forstår de og mærker at man taler tysk med dem.« Det var del af Luthers revolution: At bringe teksten fra det teologiske tårn til samtalerne på gadeniveau. Renset for de lærdes latin. Da Luthers Nye Testamente blev præsenteret i Leipzig i 1522, blev den revet væk. En bedrift i en tid, hvor kun 10 procent af befolkningen kunne læse.
Oversættelsen af Det Gamle Testamente tog meget længere tid, og den samlede Bibel udkom i 1534 med billeder af Cranach. Det lykkedes at få den samlede Luther-biblen ud i en halv million eksemplarer alene i Luthers levetid. En eminent bestseller, og reelt blev det bogens gennembrud. Med mindst 12 autoriserede versioner og over 50 piratkopier, blev biblen over få årtier trykt i millioner af eksemplarer.”

Hieronymus, Skt. Hieronymus, er skytshelgen for oversættere. På den internationale oversætterdag, Hieronymusdagen den 30. september, fejrer oversætterne sig selv. Siden 1991 er dagen blevet markeret internationalt af Den Internationale Oversætterorganisation FIT, www.fit-ift.org. Hieronymusdagen fejres også hvert år i Danmark den 30. september http://hieronymusdagen.ku.dk/
 
Facebook og den ny teknologi
2017 er også året hvor vi fejrer Facebooks automatiserede oversættelsesfunktion. Hvor bogtrykkerkunsten havde en central rolle for udbredelsen af de nye oversatte skrifter, har den digitale teknologi og de sociale medier i dag en tilsvarende rolle, ikke kun på europæisk plan, men globalt. Kommunikationsteknologien, verdens sprog, oversættelse og menneskers kommunikation indtager en helt central placering i vores daglige liv og i vores arbejdsliv, fra bibelsk tid til vor tid.
 
Maskinoversættelse
Helt så gammel er maskinoversættelse ikke. Maskinoversættelse er i sin tredje fase. Fra 1950’erne arbejdede udviklerne med regelbaseret maskinoversættelse. Ideen var at lære maskinerne grammatik og hjælpe dem på vej med leksika eller termbaser. Det gik godt når der skulle oversættes mellem sprog med samme struktur og grammatik, mindre godt når sprogene ikke fungerede på samme måde.






Billede: Hieronymusdagen 2016 på Københavns Universitet



Siden 2000 frem til nu har statistikbaseret maskinoversættelse været den udbredte metode, blandt andet hjulpet på vej af større datamængder, der i oversættersammenhæng er tekst. I dag ses maskinoversættelse som et aspekt af kunstig intelligens og maskinlæring. At en computer er i stand til at lære uden at være programmeret til det konkret. Oftest bruges teknologiens tre faser i sammenhæng.
 
Professionel maskinoversættelse


Maskinoversættelse i professionel sammenhæng forstået som oversættelse, hvor en præcis og detaljeret oversat måltekst modsvarer en kildetekst, er langt mere udbredt end mange mennesker almindeligvis går rundt og tror. Se  til eksempel citatet her af Kirti Vashee:
 
”MT Dominates Global Translation Activity
For those who have any doubt about how pervasive MT is today, (whatever you may think of the output quality), the following graphic makes it clear. To put this in context, Lionbridge reported about 2B words translated in the year, and SDL just informed us earlier this month that they do 100M words a month (Translating, Editing, Proofreading) and over 20B+ words/month with MT. The MT vendor translated words, together with the large public engines around the world would probably easily make over 500B MT words a day! Google even provided us some sense of what the biggest languages if you look closely below. My rough estimation tells me that this means that the traditional translation industry does about 0.016% of the total words translated every day or that computers do ~99.84% of all language translation done today.” (Se reference nedenfor).
 
Anvendelse af maskinoversættelse på denne måde kræver specialistviden, computerprogrammer, specifikt domæne (emne), pre-editing, post-editing, styleguides og adgang til big data, der i dette tilfælde er ord og tekst. Masser af ord. En dansk virksomhed som DONG Energy arbejder også med maskinoversættelse. Globale lokaliseringsvirksomheder som SDL og Lionbridge, nævnt i ovenstående citat, er også til stede i Danmark.
 
Facebook at Work
Brugerne på Facebook kommunikerer både professionelt og i private sammenhænge, nogle gange begge dele på én gang. Derfor kan Facebook-oversættelse også være professionel. På det nuværende kvalitetsniveau må man formode, at meningen og budskabet, indholdet i kommunikationen på Facebook, er vigtigere end teksten og formuleringerne. Efterhånden som Facebooks oversættelsesmaskiner får flere data og bliver trænet, hvilket formentlig kommer til at gå hurtigt, vil kvaliteten blive væsentlig bedre end det vi ser lige nu. Med forbehold for de stærkt varierende teksttyper på Facebook.
Med den stigende anvendelse af sociale medier i erhvervsmæssig sammenhæng vil den professionelle dimension naturligvis vokse. Jeppe Schyth Olsen, kommunikations- og marketingchef hos BDO Danmark, et af landets største revisionsselskaber, siger i KOM-magasinet nr. 98, oktober 2016:

”Jeg har en facebookgruppe med kommunikationschefer i Sverige, Norge og Finland med videre. Og hvis vi har lavet et nyt kommunikationstiltag, så deler vi det med hinanden”.
 
Denne kommunikationstrafik vil naturligvis vokse, også mellem samarbejdspartnere på tværs af sprog og kulturer andre steder end Norden.
 
Facebook at Leisure
Alan Packer fra Facebook siger om sproget på Facebook:

”Det dominerende sprog er engelsk, men andelen af andre sprog på Facebook vokser. 1,6 milliarder mennesker er p.t. aktive på Facebook. Mere end halvdelen taler ikke engelsk overhovedet, og de forstår heller ikke hinandens sprog.” … ”Der er to billioner posts og kommentarer på Facebook hver dag, dialog, uformelt, slang, metaforer, idiomer, bevidste stavefejl, osv.”
 
Globalisering hjemme hos os selv
Udviklingen på Facebook illustrerer, at globaliseringen ikke foregår uden for vores dør. Den befinder sig allerede hjemme hos os selv. Vi kender alle mennesker, der har et andet sprog end dansk som modersmål. Fordi min ældste datter har skaffet mig en ugandisk svigersøn, har jeg fået en masse venner i Uganda, også Facebookvenner. De kan alle engelsk, men deres skrevne engelsk afviger en del fra mit skrevne engelsk. Så snart de har muligheden for det, slår de over i deres eget lokale hovedsprog, Lugandan, som jeg desværre ikke har lært endnu. Eller de mixer frit og frejdigt engelsk og Lugandan. Her er et eksempel på en af de kommunikationsstrenge, jeg er involveret i. Her vil jeg få glæde af Facebooks oversættelsesfunktion.  






Kaweesi Huzaipha Yaahee enju mu mutwe nogendeera oli general


Hadijah Juma Omunene Atwooki wasiba ota?






Mugume Julius afande swaleh


Abwooli Best Old man


Shinah Kats Cool man


Rugusha Elly Long time man.


Moses Isebo What is it I you a thief


Dalaili Ramathan Young man under an old man's hair


Sulait Kajimu That's man swaleh big up bro


Kakara Maria Atwooki wa katooke damage niyo yoonyini

Kvalitet
Der er vildt mange eksempler på kiksede maskinoversættelser, i bedste fald harmløse, i nogle tilfælde problematiske. De er sjove. Der er også vildt mange eksempler på tilsvarende oversættelser udført af mennesker. De er også sjove. Nogle har ligefrem juridiske og økonomiske konsekvenser for parterne.
I sammenhænge, hvor det præcise og dækkende output fra en maskinoversættelse i en måltekst er vigtigt og skal svare nøje til kildeteksten, må man bringe de nødvendige professionelle ressourcer i anvendelse. Virksomheder brander sig også på deres sproglige udtryk. Det er naturligvis i denne sammenhæng at pinlige maskinoversættelser, eller pinlige oversættelser i det hele taget, gør ondt værre og skaber mistillid til en virksomhed og dens brand. Men den slags sker jo også i kommunikationen på modersmålet. I andre sammenhænge, hvor kommunikationen, hastigheden, relationen, handlingen og forståelsen er vigtigere end selve det sproglige udtryk, kan maskinoversættelse være en populær valgmulig, hvilket tallene fra Google, Facebook m.v. jo også viser at det er.
 
Forventningsafstemning
En overoptimistisk holdning til maskinoversættelse fik vi i forbindelse med maskinoversættelsen af den såkaldte Jægerbog:
 
”Og dagen efter kontaktede han igen Lars Findsen og fortalte, at oversættelsen var af tvivlsom karakter og formentlig var lavet ved hjælp af en maskine. Det kunne man blandt andet se, fordi den indeholdte flere danske ord.”
 
Fremtiden
Oversættelsesteknologien vil blive bedre og den vil i stigende omfang blive integreret i vores kommunikationsteknologi. Lad os glæde os over, at bogtrykket blev opfundet for 500 år siden, lad os glæde os over Facebook Auto Translate i dag. To værktøjer, der styrker os i vores kommunikation, privat og professionelt. Oversættelsesmaskinerne bliver trænet ved at blive brugt, og de dominerende maskiner, Google Translate, Microsoft Bing og snart Facebook anvender enorme tekstmængder som leksika. Da teksterne på Facebook m.v. ikke er domæne- eller genrespecifikke, og teksterne i den grad varierer, er det klart at kvaliteten er til diskussion. Som kommunikatører ved vi, at sproget i sociale medier er ”skriftlig mundtlighed”, det er sjusk, det er ”broken English” og knækket dansk, det er regionalt, det er lokalt, det er dialekter, det er sociolekter og slang, det er uformelt og det er hurtigt. Og det stiller kæmpe krav til maskinoversættelsen.
Under alle omstændigheder er det godt nok til at blive anvendt i nogle sammenhænge. Efterhånden som den kunstige intelligens bliver mere intelligent vil maskinoversættelse også blive mere intelligent.
En øget omgang med fremmede sprog vil utvivlsomt føre til øget beskæftigelse med fremmede sprog. Det er et mål i sig selv.
 
Primære kilder:


Gillian Hargreaves: Forgive us our syntax. ITI Bulletin September-October 2016
Jost Zetzsche: Going neural. ITI Bulletin September-October 2016




Jeppe Schyth Olsen: Facebook at Work skal afløse interne e-mails. KOM-magasinet nr. 98/2016


Kilde: "Han vendte Europa på hovedet", Lasse Soll Sunde, Information, 27. januar 2017



3. "Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed."
                                                                                                                                             




I Amerika sad den gudfrygtige og sortklædte Johnny Cash og blev væltet omkuld af Paulus og hans breve
https://www.information.dk/kultur/2020/05/amerika-sad-gudfrygtige-sortklaedte-johnny-cash-vaeltet-omkuld-paulus-breve

Paulus har forfulgt kristne, undertrykt kvinder, talt dunder om homoseksuelle og skrevet vejledninger for slaver og deres ejere. Hans breve gør ham alligevel til en af kristendommens store vejvisere, og så afspejler de mennesket på godt og ondt
Paulus har forfulgt kristne, undertrykt kvinder, talt dunder om homoseksuelle og skrevet vejledninger for slaver og deres ejere. Hans breve gør ham alligevel til en af kristendommens store vejvisere, og så afspejler de mennesket på godt og ondt
Jesse Jacob

29. maj 2020
Kommentarer (0)
Hans breve står i Det Nye Testamente – eller Den Nye Aftale – som det hedder på nudansk i Bibelselskabets nyoversættelse af Bibelen. Mens Luther satte sig på torvet, bestilte øl og hørte, hvordan sproget blev talt, så hans oversættelse gav mening – også en mening, som ikke direkte stod i skriften, har Bibelselskabets omstillingsparate eksperter og læsegrupper fokuseret på genkendelighed ved at lægge vægt på flow og forståelighed. Men store ord kræver et stort sprog.
Paulus’ 13 breve er langtfra nye, men skrevet i 50’erne efter Kristi fødsel. Vi ved ikke med sikkerhed, om han står bag alle 13, men de små bidder, der her citeres fra, er forfattet af apostlen og er fra nyoversættelsen.
Vi ved også, at brevene er ældre end de fire evangelier, at de ikke er sat i kronologisk orden, men efter længde, med det korteste til sidst. Modtagerne har været de spirende kristne menigheder og ledende enkeltpersoner.
Epistlerne – som betyder breve på græsk – formaner og opmuntrer, de truer og er sarkastiske, men åbner man dem og slipper ordene ud, har afsenderen også noget at sige til os nu – sådan som det er med ord, der rækker ud over tid og sted.

Paulus

Paulus er en sammensat karakter i Den Nye Aftale (Det Nye Testamente). Han starter i Apostlenes Gerninger som forfølger af de helt nye kristne menigheder, men ender med at være den mest kendte og udbredte missionær og forkynder af den kristne tro.
Det handler for Paulus om at tro på, at Gud lod Jesus stå op fra de døde. Det fremstilles i 21 breve skrevet til den kristne menighed i Rom. Brevene er udvekslet mellem de første kristne og handler om Guds søn og livet som kristen.
Ovre i Amerika sad den gudfrygtige og sortklædte Johnny Cash og komponerede sange om tilværelsens mørke sider – kriminalitet, druk og stofmisbrug. Han var en modtager næsten 2000 år efter brevenes afsendelse og blev væltet omkuld af Paulus og hans breve.
Det gav mening at læse den gamle apostels vejvisere til Jesus, for Paulus kendte selv til dæmonen i os og skrev allerede i sit Brev til Romerne kapitel 7, vers 19: »I stedet for at gøre det gode, jeg gerne vil, gør jeg det onde, jeg ikke vil.«
The Man in Black skrev så en roman om Paulus med titlen Man in White; bemærk den ubestemte form: Mand i hvidt, for det er en vigtig pointe, at vi alle både rummer mørke og lyse sider.
Var det ikke, fordi Paulus var sat i kristendommens store bog, ville vi med nutidens måle- og gabestok have sat ham i skammekrogen for alle de mørke sider. Selv tog han det som et Guds under, at han som forfølger af kristne blev sat til at sprede evangeliet i verden, samtidig med at han følte sig særlig udvalgt fra allerhøjeste sted.
Som teolog er den uværdige apostel da heller ikke til at komme uden om som en vigtig grundsten til kristendommens udbredelse – og dermed til vestlig tænkning og kultur – og hans breve skal læses af samme grund, som vi læser Hamsun og Céline: Værket er større end forfatteren.

Fra Saulus til Paulus

Han kom til verden som farisæisk jøde i det 1. århundrede i Tarsus i det nuværende sydlige Tyrkiet og fik navnet Saulus. Farisæerne er de rettroende og pæne mennesker med korrekte meninger, som Jesus skændes med i evangelierne.
Vi kan læse om Paulus’ liv og virke i Apostlenes Gerninger – at han er med til steningen af den første kristne martyr, Stefanus, og så er han den eneste i Testamentet/Aftalen, der er kendt gennem sine egne skrifter.
Paulus mødte aldrig Jesus eller var i discipelkredsen. Han arbejdede som håndværker, beherskede græsk og havde gennem sin far et bekvemt romersk statsborgerskab. Det var på vej til Damaskus og endnu en forfølgelse af Jesu tilhængere, at han blændes af et lys og hører Den Opstandnes bebrejdelse og kald – så på en måde mødte han alligevel Jesus.
Det førte til, at Paulus blev døbt og dermed kristen og som apostel foretog store missionsrejser til landene omkring Middelhavet, hvor han grundlagde nye menigheder. Han bliver henrettet i Rom for den tro, han tidligere havde bekæmpet.
Historien om Paulus er afskrækkende og tiltrækkende, den går højt og dybt. Hvordan ender en af de værste med at blive en af Vorherres vigtigste medarbejdere – en opgave han tog på sig med både ydmyghed og selvbevidsthed?
Manden bag det, som forbindes med det kristne budskab, »kærlighedens højsang«, fra apostlens Første Brev til Korintherne 13,13: »Det er tro, håb og kærlighed, det handler om, og af de tre er kærligheden størst.«
I den autoriserede udgave lyder det:
»Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden«. Den ordguirlande klinger bekendt i nutidsører, så hvorfor egentlig forny og forbedre, hvis poesien går tabt?
Uanset udgave er kærligheden størst. Men den udspringer af en kristendom, som også består af en forargende del, noget der strider imod min idé om rigtigt og forkert. Det var derfor, at Jesus ofte skændtes med dem med de rigtige meninger – nu er det os. Holder vi os her til Paulus’ breve, så er de vejledninger i troen på Kristus, de fortolker hans død og opstandelse og menneskets frelse.
Frelsen skal vi nok komme til, men lad os berøre det, som især skurrer. Der findes nemlig ingen margueritrute til Paulus’ breve. Selv om han ikke var optaget af den historiske Jesus, er hans breve selvfølgelig tidsbestemte, og det er også i det lys, vi skal se de mørke sider. Det undskylder ham ikke, men giver en forklaring på, hvorfor han overhovedet kan have etiske overvejelser om for eksempel de forskellige former for slaveri, der var almindelige i hans samtid.
Jesus skrev aldrig noget – heller ikke om homoseksualitet – det gør Paulus som den eneste i tre af sine breve, hvor hans tolkning af kristendommen tordner, at de, der lever skamløst med hinanden, pådrager sig den straf fra Gud, som de fortjener for deres vildfarelse.
Mest berygtet er apostlen for sit syn på kvinder, der kan aflæses i hans Første Brev til Timotheus, hvor han anfører, at en kvinde ikke må optræde som lærer, hvilket har ført til modstand mod kvindelige præster fra dem, der har ment sig tro over for skriften/Paulus.
De har bare glemt at læse lidt længere frem i selvsamme skrift og kapitel, hvor der står, at kvinder heller ikke må bære fletninger, kostbare klæder, guld eller perler.
I opgørene med fortiden er det værd at huske på, at tiderne skifter, men at vi altid lever under nogle fælleseksistentielle grundvilkår som angst, mod, håb, tro, fortvivlelse, ondskab, glæde, kærlighed, og så videre, og det uanset, om man har boet i Paulus’ landsby, siddet på Luthers torv, eller nu bag skærmen på hver vores digitale ø – den virkelighed taler Paulus’ breve også ind i.

Frelst!

Den nye bibeloversættelse er en følgesvend til den autoriserede Bibel, men den halser sine steder efter den flygtige tidsånd og en søgt forståelighed, hvor det havde været bedre at holde sig til Helligånden.
Et kristent grundbegreb som synd, der kan have flere betydninger, virker nedskrevet, så man forbinder det med moral, og i en grel gendigtning fra Skabelsesberetningen er mennesket ikke længere skabt i Guds billede, men ligner nu Gud. Og så har vi balleden om frelsen, der begyndte med Adam og Eva. Historien gennem tiderne har mange afskrækkende eksempler på mennesket, der gerne vil ligne Gud.
Det er her, Paulus kommer ind i billedet med sine breve, hvor han skelner imellem denne verden med dens fald og ondskab, og så verden efter frelsen. Hans Brev til Romerne er radikalt omvæltende, og dets virkningshistorie kan ikke overvurderes. Som jøde pegede han ud over Moseloven og på Jesus, hvilket skabte opstandelse på en ny måde. Om Paulus vedblev med at være jøde, diskuteres stadig på fakulteterne.
Det handler om tro og frelse – intet mindre, selv om nogle af hans modstandere mente, at det var alt for lidt.
For Martin Luther var det lige netop det lidt, der blev en befrielse for ham. I 1500-tallet sad han i Wittenberg og kunne ikke få ligningen med Gud til at gå op. Den kan aldrig gå op, men det var her, mens han sad på lokum – cloaca – hvor han tilbragte en del tid med hård mave, at han under læsningen af Paulus’ brev til menigheden i Rom fik sin berømte tårnoplevelse – das Turm-Erlebnis: at den retfærdige skal leve af tro alene – at tro handler om modtagelse. Det brev var med til at forme Luthers protester og skabe reformationen og en protestantisk retning af det glædelige budskab.
Vi frelses ved tro, ikke ved gerninger, er brevets vægtigste tema. En kort, præcis angivelse kan findes i kapitel 3, vers 28, og her lever den nye udgave op til mål om klarhed og tydelighed: »Vi kristne mener, at et menneske frikendes ved at tro på Gud, ikke ved at overholde loven.«
Vi kan altså ikke selv sørge for frelsen, det hele er op til en nådig Gud. Det budskab gjorde først Paulus og siden Luther upopulære i deres samtid og senere tiders kirkelige kredse, for det er jo et regulært kontroltab ikke at have frelsen i egne hænder, og de er begge blevet beskyldt for, at mennesket dermed mister medansvaret for egen frelse.
Frelste mennesker kan være noget af en prøvelse, vel at mærke dem, som også føler sig frelste, uanset om det er den overbeviste ateist, kristne, muslim, jøde, hinduist, buddhist – fortsæt selv rækken – som skråsikkert tromler andre med deres overbeviste sandheder.
Det er godt at hvile i troen, og alt er ikke lige gyldigt, men tro er ikke sikkerhed, det er tillid til, at alt ikke ligger på mine skuldre. Selv om man stadig har ansvar for sit eget liv og også skal tænke på de andres, rummer budskabet en vis aflastning, og her viser Paulus’ breve sig som et stort memento – også i 2020.
På mange måder lever Paulus op til sin titel som Guds særlige apostel for hedninger, en sand spreder, som menneske og med sine budskaber.
Jeg glemmer aldrig, da jeg som ung teologistuderende med skråsikre meninger om den gamle forfølger, mandschauvinist og homofob, til en forelæsning var ved at falde ned af stolen, da professoren fortalte, at Paulus også lægger navn til det eneste sted i Bibelen, der kommer ind på kunsten og det æstetiske – i hans Brev til Filipperne 4,8:
»Jeg har kun én ting tilbage at sige jer, kære venner. I skal tænke over, hvad der er sandt, passende og rigtigt at gøre over for Gud, hvad der er værd at sætte pris på og tale godt om, og hvad der er godt og beundringsværdigt.«
Visse ord kan man ikke sige sig selv, derfor skal de høres eller læses – igen – og her kommer de i den gamle udgave, forskellig fra den nye, men i samme ånd, og det er jo det, det handler om:
»I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.«
I en af-fortryllet verden, hvor alt måles, vejes og sættes i nytteskema, er det vigtigt at have nogen til at pege på det, der ikke kan regnes ud – som Vorherre og kunsten. Og så det at vi ikke er sorte eller hvide brikker, men på godt og ondt bare mennesker.
Henrik Bach er sognepræst ved Fårevejle og forfatter.
SERIE

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Alle seriens artikler ›


Ny bibel på nydansk: »Syv gange om dagen synger jeg halleluja for dig«

Man kommer den sproglige forståelse af en grundsten i Bibelen, nemlig Salmernes Bog, nærmere ved at læse den nye oversættelse. Det handler ikke kun om sorg og smerte, men også om jubel og glæde
Man kommer den sproglige forståelse af en grundsten i Bibelen, nemlig Salmernes Bog, nærmere ved at læse den nye oversættelse. Det handler ikke kun om sorg og smerte, men også om jubel og glæde
Jesse Jacob

24. april 2020
Kommentarer (22)
DELT 44 GANGE
Sidder jeg en lun forårsaften i løvgangen foran min lejlighed i det østtyske Meißen, kan jeg klokken halv ni høre porcelænsklokkerne nede fra Frauenkirche spille en gammel koral. »Lobe den Herren, den mächtigen König der Ehren«, hedder den. Skrevet er den i 1680 af pietisten og præsten Joachim Neander.
Danskerne kender den også, nemlig som »Lover den Herre, den mægtige konge med ære!« Det samme gør englænderne – under titlen »Praise to the Lord, the Almighty, the King of creation«. Også til svensk, polsk, fransk, tjekkisk og adskillige andre sprog er den oversat.
Det samme er forlægget for Neanders tekst, for dette er intet ringere end verdens mest oversatte bog: Bibelen.
Tekststedet er salme 103 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. I alt rummer denne bog, denne salmebog, 150 salmer eller hymner.
Oprindeligt har de indgået i liturgien ved templet i Jerusalem, hvor de som hymner netop blev sunget og ikke blot oplæst eller messet. Det tager man ikke hensyn til i en bibeloversættelse, når salmerne ikke skal kunne synges.
Skulle de det og versefødderne derfor passe, ville oversættelsen let ende som en gendigtning. Meningen ville uvægerligt blive ændret – mere end den under alle omstændigheder bliver, da ej heller en simpel oversættelse kan gengive originalens ordlyd, indlejret som denne er i et sprog, en kultur og en historie.

Hvad er Salmernes Bog?

Salmernes Bog er Det Gamle Testamentes (eller som det hedder i nyoversættelsen: Den Gamle Aftales) salmer. Salmernes Bog er en af de mest kendte dele af Bibelen.
Gennem hele kristendommens historie har den været i brug i gudstjenestens fællesskab og i det enkelte menneskes liv.
Den indeholder 150 salmedigte, der spænder fra klage til jubel, fra tryghed og tillid til ensomhed og angst. De 150 salmedigte har i den nye oversættelse fået fællestitlen Tak.
Flere af Bibelens markante personligheder dukker op som stemmen bag salmerne, det gælder både Moses og Salomon, men først og fremmest kong David, der lægger forfatternavn til 73 af salmerne. Derfor kaldes de ofte også Davids Salmer.
De bruges i udstrakt grad i kristne kirker, og samlingen er den ældste liturgiske bog, altså de rituelle forskrifter, efter hvilke gudstjenester foregår. Allerede i den tidligste kristne kirke var salmerne en vej ind i kristen meditation.
Den danske salmebog er fuld af Kingos, Brorsons og Grundtvigs gendigtninger af Davids Salmer.
Også oversættelsen er filtret ind i sprog, kultur og historie, og da den slags er dynamiske størrelser, må der hele tiden nye oversættelser til.
Spørgsmålet er da, om man inden for de filologiske rammer, oversættelsen sætter, vil prioritere den umiddelbare forståelighed så konsekvent, at kontinuiteten med de tidligere oversættelser går tabt. Dermed risikerer man at miste genkendeligheden og den højtidelighed, som ældre oversættelser ofte er forlenet med i kraft af deres mere eller mindre bedagede ord og vendinger. Til gengæld »kan nye læsere begynde her«, som det fyndigt hedder i præsentationen af den seneste bibeloversættelse, Bibelen 2020, »hvor flow og forståelse er i fokus«.
Bibelen 2020 er ikke en omskrivning af den autoriserede oversættelse fra 1992, men en nyoversættelse fra grundsprogene, i Salmernes Bog hebraisk. Filologerne er heller ikke gået på kompromis med deres faglighed, men har blot haft moderne og ikke nødvendigvis bibelvante læsere for øje.
Et ældre menneske plaget af alderdommens kvaler ville nok glæde sig over at blive »ung igen som en ørn«, som det hed i 1992 i den nævnte salme 103, mens et yngre menneske med hang til depression snarere vil takke Gud, når »han giver mig lyst til livet igen«, som det nu hedder.
Lige såvel kunne de bibelvante i sin tid juble over, at Herren ikke gengælder »vore synder«, ikke lønner os efter »vor skyld«, hvorimod det for nybegynderne i dag giver bedre mening, at han ikke straffer os, »som vi fortjener«, ikke straffer os »for vores svigt.« Alt handler jo i vores noget for noget-samfund om fortjeneste, alt handler i vores årvågne familier og venskaber om svigt.
I Salmernes Bog handler det ikke bare om sorg og smerte, men også om jubel og glæde, der udmønter sig i lovsange til Herren.
Selv om man ikke kender disse sange fra Bibelen, har de fleste alligevel hørt dem, nemlig i den klassiske eller sågar moderne musik. Salme 40 (»Jeg ventede på Herrens hjælp«) går således igen både i duetten »Ich harrete des Herrn« i den tyske komponist Felix Mendelssohn Bartholdys »Lobgesang« fra 1840 og i den irske rockgruppe U2’s »40« fra 1983-albummet War.
Mens Mendelssohn støttede sig til reformatoren Martin Luthers tyske bibeloversættelse, brugte U2 den engelske King James’ Bible:
»I waited patiently for the Lord. He inclined and heard my cry. He brought me up out of the pit, out of the miry clay.«
Men også en tysk popgruppe som Boney M greb i 1978 til den fire hundrede år gamle engelske oversættelse, da den med »Rivers of Babylon« gjorde salme 137 til et hit.
»By the rivers of Babylon, there we sat down. Yea, we wept, when we remembered Zion.«
Eller som det nu hedder i Bibelen 2020:
»Vi satte os og græd ved floderne i Babylon, når vi tænkte på Jerusalem.«
Det er israelitternes historie, der væver sig gennem salmerne som en rød tråd: deres landflygtighed i Babylon, ødelæggelsen af templet i Jerusalem, den forjættede hjemkomst og kampen mod fjenderne. Som fjender af Israel, der er Guds eget folk, er de også fjender af Gud selv. »Vælt glødende kul ned over dem,« bønfaldes han i en salme, »smid dem på ilden, smid dem i bundløse huller, de ikke kan komme op af«.
I andre salmer påkaldes Herren for at stikke fjenden en lussing, slå tænderne ud på ham og udradere hans folk.
»Fyld deres maver med den hævn, du har gemt til dem, lad også deres børn blive mætte, og giv resterne til deres spædbørn!«
Intet under, at Søren Kierkegaard, når han blev træt af sin usle samtids ynkelige lidenskaber, tyede til Det Gamle Testamente:
»Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.«
Og dog en overraskelse, al den stund den ellers så kristne Kierkegaard næsten synes at glemme, at Jesus byder ham at vende den anden kind til og elske sine fjender.
Nu var Jesus ikke blot en humanistisk pacifist, for – som han siger i Lukasevangeliet – »hvad angår mine fjender, der ikke vil have mig til konge, så hent dem, og hug dem ned her for øjnene af mig«. Jesus ville altså være konge, nemlig den konge, som Salmernes Bog lovede jøderne som deres frelser, deres Messias eller – fra græsk – Kristus.
Denne skulle være af samme slægt som David, deres historiske konge og profet, der tilskrives forfatterskabet af halvdelen af salmerne. Derfor identificeres Jesus i Det Nye Testamente (eller Den Nye Aftale, som det kaldes i Bibelen 2020) bestandigt med David, ligesom han lægges salmistens ord i munden.
»Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
Sådan råber den forsmåede David i salme 22, og det samme gør Kristus på korset. »I din hånd lægger jeg min ånd,« stønner David, ligesom også Jesus gør det, da han udånder. Men Kristi rige er ikke af denne verden, så end ikke døden kan hindre ham i at arve det og give sine disciple lod og del i udødeligheden.
»For du lader mig ikke ligge i dødsriget, dem, der tror på dig, skal ikke ende i graven,« triumferer David i salme 16 – og med ham også Jesus i Händels oratorium Messiah, hvor en sopran gengiver hans ord:
»But Thou didst not leave his Soul in Hell, nor didst Thou suffer thy Holy One to see Corruption.«
For de første kristne var Bibelen identisk med de skrifter, der først senere blev kendt som Det Gamle Testamente (eller Den Gamle Aftale). Epistlerne var blotte og bare breve, og hverken Evangelierne eller Apostlenes Gerninger var skrevet eller kanoniseret. I urkristendommen var det derfor ganske som i jødedommen ikke mindst Salmernes Bog, man brugte i liturgien. Og sådan forblev det for så vidt, da munkene tilrettelagde deres uger og dage i klosteret efter salmerne.
»Syv gange om dagen synger jeg halleluja for dig,« normerer salme 119.
Med dette bud var grunden lagt for de tidebønner, som munkene sang syv gange i løbet af døgnet, tidebønner, som ifølge de såkaldte Benediktsregler satte dem i stand til i løbet af en uge at komme igennem alle 150 salmer – på latin.
Som en reminiscens af tidebønnerne lyder klokkespillet fra Frauenkirche i Meißen også syv gange i løbet af dagen, første gang klokken halv syv om morgenen og sidste gang halv ni om aftenen. Klokken halv seks hører man koralen til Luthers »Ein’ feste Burg ist unser Gott« – på dansk »Vor Gud han er så fast en borg« – som digteren Heinrich Heine rammende kaldte »reformationens Marseillaise«.
Som tidligere munk var Luther fortrolig med Salmernes Bog, hvor den troende bestandigt betrygger sig ved Gud som sin borg. Af størst betydning for Luther var det, at salmerne bekræftede ham i, at han ikke kunne retfærdiggøre sig ved egne gerninger, men kun ved troen på Guds nåde og barmhjertighed.
»Errette mich durch deine Gerechtigkeit,« bønfalder han i sin oversættelse af et vers i salme 31.
»Du er retfærdig, red mig,« lyder det i Bibelen 2020.
Nye læsere kan begynde her. Men også gamle læsere kan støde sig tilpas meget på den nye oversættelse til at besinde sig på, hvad der egentlig står bag alle de (alt for) velkendte vendinger. Dem skal man dog heller ikke kimse ad, for de indgår i salmernes 2.500-årige virkningshistorie.
Summa summarum, man kommer den sproglige forståelse af Salmernes Bog nærmere ved at læse den i Bibelen 2020, som dog hverken suspenderer den autoriserede danske oversættelse af 1992 eller alle de andre oversættelser til græsk og latin, tysk og engelsk, som man må kende, hvis man vil have fuldt udbytte af Mozarts vespermesser og Bachs kantater, den anglikanske kirkes evensong – eller klokkespillet fra Frauenkirche i Meißen.


Jesse Jacob




Den nye Bibel: Markusevangeliet er som en tur i Fakta og Lukasevangeliet som en velassorteret Irma

Jesus taler i Bibelen 2020 gennem evangelierne direkte til én dér, hvor man står
https://www.information.dk/kultur/2020/05/nye-bibel-markusevangeliet-tur-fakta-lukasevangeliet-velassorteret-irma
Jesus taler i Bibelen 2020 gennem evangelierne direkte til én dér, hvor man står
Jesse Jacob

15. maj 2020
Kommentarer (1)
Altafgørende vigtigt, næsten uanset hvor de fire evangelier om Jesus skal drøftes, er, hvorvidt hans ord når frem. Om teksten og det enkelte skriftsted indbyder mig til, som det hedder i protestantisk jargon, at stille mig ind under evangeliets tiltale og høre den stemme, som siger: Du må ændre dit liv.
Selv har jeg i religiøs henseende af diverse grunde dobbelt statsborgerskab, forstået på den måde, at jeg på én gang er medlem af folkekirken og af en grundtvigsk valgmenighed. Det betyder, at jeg som kirkegænger har vagabonderet en del op gennem årene. Men jeg holder nu engang mest af at sidde i Vartov Kirke og til indledning høre Jørgen Schultz’ indgangskollekter, som begynder med ordene:
»Almægtige, evige Gud, vi er kommet ind i dit hus for at høre evangeliet om Jesus, dengang …« Dermed angives en præcis dagsorden, og der åbnes dels for Jesus som en gåde og grov provokation, dels for personlig opmærksomhed på min eksistens som en daglig tydningsopgave. Prøv at forstå det!, som Jesus siger (Matthæus 19,12.).
Evangeliernes tale skal høres, opfattes umiddelbart i selve situationen og hurtigst muligt nå frem til hjertet, men skal også kunne give stof til eftertanke. Derfor er det vigtigt, at beretningerne om Jesus faktisk virker som en fortælling, og at hans appel lyder som en tale og ikke som en skrift. Det formål finder jeg i eminent grad opnået i den nye, mundrette Bibel.
Nu er de fire evangelier jo indbyrdes meget forskellige, på trods af at de tre første rummer overlappende episk og retorisk stof. Markus er så knap og kontant, nærmest skeletagtigt tør. Matthæus er insisterende henvendt, konstant i øjenhøjde med os, og velgørende udførlig, hvor det gælder Jesu belæringer og hans vrede, barske tale. Lukas er historiefortæller, og af den gavmilde slags med mange lignelser, som de andre mangler, og Johannes hører hjemme i en kategori for sig med de vidunderligt skønne poetiske passager og den insisterende fokusering på Jesu person som det inkarnerede og opstandne Guds Ord.
Med fare for at blive plat kan man hævde, at Markus forholder sig til Matthæus som Fakta til SuperBrugsen, mens Lukas er en velassorteret Irma, som jeg glad går på opdagelse i, hvorimod Johannes slet ikke er noget supermarked, snarere Helligåndens duftende og mystiske specialbutik, sådan lidt i retning af Østerlandsk Thehus.
Alle fire evangelier opleves i den nye, mere folkelige og jordnære Bibel effektivt og smukt transponeret og transformeret. Læg venligst mærke til, at jeg hverken skriver ’gendigtet’ eller ’formidlet’. For der er virkelig tale om en egentlig oversættelse med sikker forankring i grundteksten – og samtidig herligt direkte og klar.

Evangelierne

Evangelierne er betegnelsen for de skrifter i Den Nye Aftale (Det Nye Testamente), der ifølge traditionen er skrevet Matthæus, Markus, Lukas og Johannes og beretter om Jesu liv, hans ord og gerninger samt hans død og opstandelse. Kun to af de fire evangelier (Matthæus og Lukas) fremtræder som en slags Jesusbiografier, idet de alene begynder deres beretning med Jesu fødsel og barndom.
Sigtet med evangelierne er ikke historieskrivning, men forkyndelse. Beretning og fortolkning er i disse skrifter vævet tæt sammen, og alt ses på baggrund af troen på Jesu opstandelse.
Indimellem kan det føles, som om Jesu forkyndelse har ligget i fremkaldervæske, som når han i Lukas 9,41 skælder ud og raser:
»Hvor længe skal jeg holde ud at være sammen med jer?« Det tilsvarende sted i den autoriserede oversættelse af 1948 lyder:
»Hvor længe skal jeg være hos jer og tåle jer?«
Ups! I det følgende kapitel berettes om en mand, der var på vej fra Jerusalem til Jeriko og blev overfaldet af røvere, der rev alt tøjet af ham, gennembankede ham og efterlod ham halvdød ved vejen. En præst kom forbi, så ham, men gik i en stor bue udenom. Det samme gjorde lidt efter en tempeltjener. Kun en mand fra Samaria hjalp den stakkels halvdøde fyr. Så spørger Jesus i nyoversættelsen den skriftkloge:
»Hvem af de tre viste sig som et medmenneske?« (10,36). For dette er og bliver betydningen af at være ens »næste«, som det oversattes i både 1948 og 1992.
Begge de to nævnte tidligere bibeloversættelser medførte sproglige traditionstab, over hvilke der siden hen er udgydt talrige tårer. I det henseende er Bibelen 2020 bestemt ingen undtagelse. Forbindelsen bliver endnu en gang kappet til prægnante udtryk, som vi er vokset op med og bruger i daglig tale. Jesu (sidste) ord på korset: »Det er fuldbragt!« lyder her: »Nu er alt, som det skal være« (Joh. 19,30). Han siger ikke længere: »Lad de små børn komme til mig« (Markus 10,14), men »I skal lade børnene komme hen til mig.«
At man ikke bør skjule sit lys under en skæppe eller sætte det under en bænk, men sætte det i en lysestage for, at de, som kommer ind, kan se lyset, det blev danske læsere søgt vænnet af med at sige allerede i 1948 og atter i 1992, i og med at det skæppeskønne ord »skæppe« blev skiftet ud med det muligvis mere korrekte »kar«. I den (undertiden lidt for spage) nye Bibel står der, herren hjælpe mig, »krukke«. Er det ikke lidt krukket?
Sandt at sige har jeg ikke altid rigtigt forstået, hvad Jesus mener, når han siger: »Hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig!« (Matt. 18,8), og derfor kan jeg bedre lide ordlyden i den nye tekst: »Hvis din hånd eller din fod får dig til at gøre noget forkert …« Derimod finder jeg, det er for slattent og tyndt, når der står: »Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, men den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre.« (Matt. 23,12). Så hellere »ophøje« og »ydmyge« sig, også på grund af vokalerne …
Når kvinden, som i tolv år har lidt af svære blødninger (Markus 5,25), nu, som der lovlig klinisk står, har »haft menstruation uafbrudt«, gøres for mig at se et symptom til en diagnose. En græskkyndig, jeg spurgte, svarede, at grundteksten det pågældende sted kun siger »en flyden af blod«. Dermed er ingenting sagt om den indre årsag, og det ville i øvrigt have lydt meget bedre!
Det er i mine øjne kun en betimelig opdatering af ordvalget, når skøger kaldes prostituerede (men heldigvis ikke »sexarbejdere«), men jeg kommer i tvivl når ’utugt’ bliver betegnet som »forbudt sex«, hvilket lyder i retning af brud på gældende verdslig lovgivning. Utugt er og bliver et bedre ord, fordi det er uden afgrænsning og samtidig gør en åndelig forståelse mulig: utugt både i tanke og handling set slet og ret som brud på Guds lov – en tankegang, der er fælles for jødernes Gamle Testamente og de kristnes Nye Testament.
En detalje, som fint viser, hvordan oversætterne har set på Jesus som en oprører både inden for og imod jødedommen, er, at det, der i 1948 hed »tempelindvielsesfesten« og i 1992 (lidt tungt) »festen for genindvielsen af templet« (Joh. 10,22), nu får lov at beholde sit hebraiske navn hanukka. Den slags sproglig og kulturel præcision kan vi ikke få nuk eller nok af.
Nu kommer vi til noget af det svære, nemlig Peters fornægtelse af Jesus, natten efter tilfangetagelsen, hvis væsentlighed fremgår af, at historien optræder nogenlunde enslydende i alle fire evangelier. Mit hjerte må skrige i protest, hver gang jeg hører eller læser den scene. Peter – af alle!
I den nye oversættelse står der ikke fornægtelse, i stedet hedder det mere afsvækket, at Peter siger, at han »ikke kender Jesus«. Til gengæld er det bare genialt set, at der ved den tredje og sidste fornægtelse, lige før hanen galer, står: »Du er også en af dem fra Galilæa. Det kan man høre på din dialekt.« I oversættelsen af 1948 taltes om hans »mål« (korrekt, men allerede dengang for gammeldags) og i 1992 (helt intetsigende) om hans »sprog« (Matt. 26,73). Men nu bliver han kigget ud, som den kryster, han er – og må skamme sig.
Apropos skam: Judas forråder Jesus – og fortryder bagefter. Da han kommer tilbage til præsterne med de 30 sølvmønter, siger han: »Jeg har gjort noget utilgiveligt. Jeg har forrådt en uskyldig mand.« (Matt. 27,4) Her lød svaret tidligere: »Det bliver din sag.« Men nu: »Det er dit problem.« Samme moderne direkthed er opnået i en af Jesu belæringer (Markus 13,11), hvor han siger, at når disciplene stilles for retten, skal de ikke gøre sig for mange tanker om, hvad de skal sige. »Når I er i situationen, vil ordene komme til jer, for det er ikke jer, der taler, men Helligånden, der taler gennem jer.« I det nye Nye testamente eller Den Nye Aftale må jeg også beundre transformationen af det tekststed hos Johannes, hvor jøderne står og skumler og ikke kan forstå, hvordan Jesus kan sige, at han er kommet ned fra himlen. »Lad være at stå sammen og knurre!« hed det i 1948, og senere: »I skal ikke stå dér og skumle!« Nu siger han det lige ud: »Hvorfor brokker I jer?«
Mange har allerede brokket sig over udtryksmåder i den nye Bibel, som de har fundet unødigt poppede og teologisk tvivlsomme. Denne anmelder glæder sig som et lille barn til at læse videre i Bøgernes Bog.



Hvad blev der lige af »kys mig, giv mig kys af din mund ...« i den nye oversættelse af Højsangen

En af grundene til at jeg, der ikke er kristen, altid har elsket Højsangen, er at den som stærkt erotisk tekst har sneget sig ind i en tekstmasse i en ellers temmelig puritansk religion
En af grundene til at jeg, der ikke er kristen, altid har elsket Højsangen, er at den som stærkt erotisk tekst har sneget sig ind i en tekstmasse i en ellers temmelig puritansk religion
Jesse Jacob

22. maj 2020
Kommentarer (0)
DELT 37 GANGE
Højsangen har fulgt mig igennem livet; som ganske ung konfirmandstuderende, hvor jeg læste den anelsesfuldt mystisk; som universitetsstuderende, hvor jeg læste den i historisk sammenhæng; som forfatter, hvor jeg kan læse den igen og igen for rytmen, gentagelsen, billeddannelsen. Som erotisk menneske, hvor jeg altid lige har taget et højsangskig på den udkårne; var han som et æbletræ blandt skovens træer? Var hendes øjne som duer? Er hans frugt sød for min gane. Er han som en ung hjort på duftende bjerge? Er hendes hår som en fåreflok bølgende ned fra Gilead, er hendes tænder som en nyklippet fåreflok? Og bliver min haves væld med den udkårne en brønd med rindende vand og strømme fra Libanon?

Højsangen

Højsangen, eller Salomons Højsang, er en bog i Det Gamle Testamente (Den Gamle Aftale). Ifølge legenden er dens forfatter kong Salomon. Bogen fremtræder som en samling menneskelige kærlighedsdigte, fremsagt som en art vekselsang mellem en ung mand og en ung kvinde, Salomo og Shulamit. Højsangen er enestående i Det Gamle Testamente i sin erotiske atmosfære, isoleret fra gudsdyrkelsen og fra det sociale livs realiteter. Det litterære motiv er ofte genbrugt i både verdslig og religiøs lyrik.
Her vil læseren nok grine og tænke, ja, det er noget forfatterinden bare skriver; men der er sandhed i det, ved hvert kærlighedsmøde har tekstens billeder åbnet sig i mit sind, og jeg har set igennem dem, og indimellem med fryd; fundet et æbletræ blandt skovens træer, ben som søjler af marmor på sokler af guld, bryster som hjortekalve, gazelletvillinger.
Så stærk lever den tekst i mig, at jeg dagen før Information sendte mig denne opgave, havde valgt et citat fra Højsangen som titel på min nye bog. Så det var igen, som om sammenfaldet var anelsesfuldt mystisk og skønt.
Det er naturligvis især oversættelsen fra 1931, der har formet sig i mig; og det er derfor med bæven, at jeg åbner den nye bibeloversættelse fra 2020. Men jeg forsøger at stå op og åbne for min ven, mens min hånd dryppede af myrra, mine fingre var flydende myrra; var min ven der, eller var han gået sin vej? Det må jeg undersøge.

Kærlighedssangen

Højsangen kaldes nu kærlighedssangen. Jeg ville ønske, jeg selv kunne læse originalteksten; for mig har det altid været vidunderligt med ordet højsang; det bruger jeg ikke i min dagligdag, men det lyder højt, lyst og luftigt, en dør jeg kan gå igennem; og inde bag døren findes kærligheden og begæret. En kærlighedssang; det kender jeg fra Spotify.
Der er ingen overraskelse, ingen luftstrøm omkring det. Men det er jo det valg, nyoversættere må tage – skal man beholde det mystiske, eller skal man gøre det umiddelbart forståeligt? Vil flere blive nysgerrige efter Bibelens kærlighedssang end efter dens Højsang? Måske.
Lad os starte med starten for at få en fornemmelse af forskelle og ligheder. Først udgaven fra 1931:
»Kys mig, giv mig kys af din mund, thi din kærlighed er bedre end vin. Lifligt dufter dine salver, dit navn er en udgydt salve, derfor har kvinder dig kær.«
Og i den nye oversættelse lyder det:
»Bare han dog vil give mig masser af kys!
Din kærlighed er bedre end vin.
Du dufter af den dejligste parfume,
selv dit navn dufter sødt.
Derfor elsker de unge kvinder dig.«
Så hvad er forskellen?
I oversættelsen fra 1931 har vi lange sætninger og stilen er mere poetisk; det er rytmisk og lydligt. Vi starter lige på, media res – »Kys mig, giv mig kys af din mund«. Udsigeren er det jeg, der går igennem teksten, som taler til den anden. Læseren bringes direkte ind i kærlighedssamtalen. Der er en årsagssammenhæng mellem ønsket om kys og hans kærlighedsevne; du skal kysse mig, for din kærlighed beruser mig.
Samtidig er det klart, at kærlighed også er noget, man skal arbejde for. Det er salverne der dufter, navnet der er lækkert; og derfor har kvinderne ham kær. Det er ikke nødvendigvis kun fordi selve manden og hans kærlighedsevne er attråværdig, han har arbejdet for at være den, kvinderne vil have.
I den nye oversættelse starter vi med en uklar henvendelse; hvem taler til hvem? Taler den unge kvinde til sig selv, eller til os? Hun taler i hvert fald ikke til ham; der er ikke noget intimt rum, vi lukkes ind i, der er nogen, der som i en hurtig snap skriver til en veninde under en fest – bare han dog vil give mig masser af kys. Samtidig lyder masser af kys sært gammeldags; som noget man måske siger til et barn. Det er mærkeligt uerotisk, hvor »Kys mig, giv mig kys af din mund« indstifter det sugende erotiske begær.

Lidt klamt

Her må jeg lige komme med en afstikker. En af grundene til at jeg, der ikke er kristen, altid har elsket Højsangen, er at den som stærkt erotisk tekst har sneget sig ind i en tekstmasse i en ellers temmelig puritansk religion. Begrundelsen har været, ved de laterankoncilier hvor den var ved at blive vippet ud, at Højsangen er en metafor for den stærke kærlighed mellem den troende og Gud. Det er det, der begrunder dens plads i Bibelen, også i Bibelen 2020.
Der vil jeg sige, at var jeg troende, ville jeg synes, det var lidt klamt: Bare han ville give mig masser af kys. Hvorimod den gamle oversættelse indstifter teksten som metafor; her er et menneske der higer efter kærlighed, optændes af den, hvis hele væsen er gennemtrængt efter den anden; og denne anden kunne være Gud.
Der kommer en problematik ind i forhold til, hvem en ny oversættelse henvender sig til. Man vil gerne have, at alle, unge som gamle, stærkt som svagt læsende er med; derfor oversætter man til, hvad der betragtes som letlæseligt sprog. Men dette er jo en mystisk tekst.
Gud og Bibelen er ikke pædagogisk henvendende – de er (hvis de er) noget i sig selv, man kan henvende sig til med sine længsler, sin tvivl og sin tro. I den nye oversættelse er det, som om forholdet mellem udsiger og modtager er vendt om; det er ikke den troende, der henvender sig til teksten, det er teksten, der henvender sig til den troende.
Det er oversætterne, som er kloge folk, jo nok godt klar over, og de har taget deres valg. Men for mig, som sporadisk mystiker, mister teksten sin værdi, hvis den vil forklare mig noget frem for at være noget, jeg kan bruge til at forklare det mystiske.
Begge oversættelser er enige om, at hans kærlighed er bedre end vin, og er kun uenige i, hvor lange sætninger, jeg som læser er i stand til at fordøje. I næste sætning er de uenige om, hvorvidt det er salverne eller den unge mand selv, der dufter. Her ville jeg ønske, at jeg kunne læse originalteksten, for det er jo en interessant forskel; hvor den nye oversættelse i højere grad her ser begærsobjektet som Gud; for Gud vil vel dufte i sig selv og være uafhængig af salver; gør den gamle oversættelse den unge mand mere levende og almindelig.
Jeg ser ham for sig gøre sig klar i sit kammer og smøre sig og sine klæder i velduftende ting. Igen er forskellen, om teksten som helhed oversættes som en lyrisk metafor, eller om fortolkninger lægges ind i de enkelte sætninger.
I den nye oversættelse er salve erstattet med parfume. Parfume er kendt i oldtiden, men var et luksusprodukt, hvorimod duftende salver var noget de fleste havde adgang til, som man måske selv lavede hjemme i køkkenet, og derfor er jeg historisk ærgerlig over det. De fleste er i dag dog nok mere bekendt med begrebet parfume end med salve; men jeg har altid holdt af at forestille mig for eksempel, hvordan de smurte salve på Jesus’ fødder, at man berører huden og vækker den fysiske forbindelse mellem mennesker; hvor parfume er noget, man bruger på afstand.

Begær for de unge?

Den sidste detalje var disse begyndelseslinjer; i den gamle oversættelse har kvinder manden kær; i den nye er det unge kvinder. Så fik jeg frataget mit begær efter skønne mænd; det er ærgerligt. Begæret tilhører vel ikke kun de unge!
Til gengæld er der steder i oversættelsen, der virkelig er mere mundrette. Da jeg mødte min nuværende mand, brød mit indre straks ud i Højsangens femte sang, vers 12. I den gamle oversættelse hedder det:
»hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende ved Strømme ...«
Men i virkeligheden er min elskedes øjne mere som det beskrives i den nye oversættelse:
»Hans øjne er som mørkebrune duer
badet i mælk
siddende på bredden
af en skinnende sø.«
Det er smukt og klart. Men de mørkebrune øjne? Var de udeladt på trods af, at de nævnes i originalteksten i første oversættelse, eller er de tilført af oversætterne i den nye? Jeg kan ikke tjekke det og er nysgerrig. Men det er tydeligt, at oversætterne har arbejdet grundigt med teksten. Det er på ingen måde en lemfældig oversættelse. Personligt er jeg uenig i mange af valgene; jeg savner rytmen, mystikken, de lange sætninger, det anderledes ukendte, der drager mig. Men måske andre vil være tiltalt af det nutidige sprog, af at kunne bladre gennem Bibelen og opdage, at der findes en kærlighedssang – for intet hav kan kvæle kærligheden, ingen flod kan slukke den.
Merete Pryds Helle er forfatter

Vi afslutter anmeldelserne af Bibelen 2020 – Dommedag kan være her og nu

Bibelens afsluttende skrift, ’Johannes’ Åbenbaring’, udgør et af de mest rædselsvækkende, et af de billedrigeste, et af de mest dunkle og samtidig et af de skammeligst misbrugte
Bibelens afsluttende skrift, ’Johannes’ Åbenbaring’, udgør et af de mest rædselsvækkende, et af de billedrigeste, et af de mest dunkle og samtidig et af de skammeligst misbrugte
Jesse Jacob
12. juni 2020
Kommentarer (0)
For nogle år siden deltog jeg i egenskab af daværende studienævnsformand i et internt møde på Det Humanistiske Fakultet. I formandsstolen sad en ledende medarbejder, en kvinde med gulerodsfarvet hår, der konstant gumlede på sit tyggegummi, formentlig som led i et tobaksafvænningsprojekt.
Ikke alt, hvad hun ytrede, var lige let at opfatte, men budskabet gik tydeligt igennem, da talen faldt på Fremdriftsreformen, som gerne skulle mindske frafaldet blandt de studerende og skaffe flere af dem hurtigere igennem. Dette landsomspændende tiltag betegnede hun med begejstret stemme som det store dyr i Åbenbaringen.
Heldigvis havde jeg i min rygsæk en lommebibel og citerede: »Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på sine horn ti kroner og på sine hoveder gudsbespottelige navne.« (Åb. 13,1) Måske var det det andet dyr, hun mente? Om dette skriver Johannes: »Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage. Det udøver hele det første dyrs magt for dets øjne, og det får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr« (13,11).

Johannes’ Åbenbaring

Tekststykket hedder i den nye oversættelse af Bibelen »En ny himmel og en ny jord«. I en række voldsomme syner viser en engel Johannes fremtiden. En fremtid, der bliver barsk og skrækindjagende, når de kristne bliver forfulgt af grusomme dyr med horn, Satan får magten i 1.000 år, og syv engle hælder syv grusomme plager ud over jorden. Det er himlen og jorden i de sidste tider, som Johannes fortæller om i det skrift, som er Bibelens sidste.
Hos Johannes er dyret fra havet og dyret fra jorden fælles om at forføre menneskene og forfølge de troende. Dyrene afløser en drage, som i kap. 12 er blevet slået til jorden, og idet de træder frem på visionens scene, bereder de Kristi endelige sejr.
Måske har den gulerodsfarvede i denne forbindelse tænkt på ministeren eller rektor. Men jeg tvivler, for hendes lidt ukritiske ordvalg var blot ét blandt mange eksempler på, hvordan Bibelen i det hele taget har det med at snakke med, når folk taler.
Mærkværdigst er måske ordet ’malurt’ som bruges på det sted, hvor en stor stjerne falder ned fra himlen og havner på en tredjedel af floderne og kildevældene, så en tredjedel af vandene bliver til malurt og mange mennesker dør af det.
Forfatter Svetlana Aleksijevitj har et sted hæftet sig ved, at malurt på ukrainsk hedder Tjernobyl, som om allerede Johannes i sin tid i kap. 11 har forudsagt katastrofen.

Harmagedon, det afgørende slag

Standardudtrykkene ’Tusindårsriget’ (om et kommende Utopia) og ’Det Ny Jerusalem’ (om en orden på den anden side af et endeligt opgør) stammer henholdsvis fra Åbenbaringens kapitel 20 og 21, og titlen på Ingmar Bergmans filmklassiker Det syvende segl (1957) henviser til kapitlerne 6, 7 og 8 med Lammet og de basunblæsende engle.
Lokaliteten Harmagedon, hvor det afgørende slag udkæmpes mellem mørkets og lysets magter, leverede titel til en i sin tid populær roman om Berlin efter Anden Verdenskrig af den amerikanske forfatter Leon Uris, 1964, men dukker skam også op året efter i Tom Lehrers morbidt satiriske sang »So Long Mom!« fra Tredje Verdenskrig, om Little Johnny Jones, som i sit allerbedste humør drager ud til fronten:
And this is what he said on
His way to Armageddon:
So long, mom!
I’m off to drop the Bomb
So don’t wait up for me.
(…)
Remember, mommy!
I’m off to get a commie
So send me a salami
And try to smile somehow
I’ll look for you
When the war is over
An hour and a half from now!
Dermed punkteres den dybe alvor, vi normalt forbinder med Apokalypsen, læren om de sidste tider, det sidste skrift i Bibelen og desuden et af de mest rædselsvækkende, et af de billedrigeste, et af de mest dunkle og mest hermetisk tillukkede – og af samme grund et af de flittigst kommenterede og fortolkede, samt et af de skammeligst misbrugte, tænk her blot på Jehovas Vidner.

Endegyldig afslutning

Johannes’ Åbenbaring indledes med, at forfatteren (som man i oldkirken ikke havde problemer med at identificere med evangelisten Johannes) via en engel får besked fra Gud om at afsløre, »hvad der snart skal ske«.
Verdens endegyldige afslutning nærmer sig, og her, nu, på randen af det kendte, henvender Johannes sig til de syv menigheder i provinsen Asien, hvem Jesus vil beskytte og drage omsorg for: »Gud er den, som er, og som var, og som kommer. Kristus er den første af dem, der skal stå op fra de døde, og Guds pålidelige vidne, og han hersker over jordens konger. Han elsker os, og hans død har fjernet det, som skiller os fra Gud.« (Åb. 1,5-6).
Herefter får vi den del, som betegnes »kaldelsesvisionen«, og hvor Johannes på øen Patmos får fornemt besøg af en budbringer, som ligner et menneske:
»Han var klædt i en dragt, der gik helt ned til fødderne, og han havde et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld og nyfalden sne, og øjnene flammede som ild. Hans fødder lyste som bronze, der smelter i en ovn, og stemmen lød som havets brænding. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, ud af hans mund stak der et skarpt, tveægget sværd, og hans ansigt skinnede som den strålende sol.« (Åb. 1,13-16).
Budbringeren, der vel må forstås som den opstandne og dømmende Kristus, »var engang død, men lever nu i al evighed og bærer nøglerne til døden og dødsriget«.
Af ham får forfatteren denne store ordre: »Du skal skrive det hele ned, både det, du har set, det, der sker nu, og det, der kommer til at ske bagefter.«
Hvilket så foregår på de næste 20 sider, dels i omfattende visioner, dels og først som en stribe direkte henvendelser til de syv menigheder.

Visionær fremtidsspejling

Dem kan man så opfatte bogstaveligt som de urkristne fællesskaber i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea, men man kan også som Grundtvig i dennes store læredigt Kristenhedens Syvstjerne (1854-55) tyde menighederne som en slags visionær fremtidsspejling af, hvordan Helligånden så at sige vandrer gennem verdens- og kirkehistorien fra hebræerne videre til grækerne, romerne, anglerne, tyskerne og de højnordiske folk, fremad mod en endnu helt ukendt kirke. Andre har forstået visionen mere tids- og traditionshistorisk.
Dog, vi er endnu kun i skriftets første fjerdedel. Nu følger imidlertid de egentlige visioner, synerne af de sidste tiders trængsler, hvor Antikrist først træder frem, hvor han og hans tilhængere afstraffes, og hvor siden verdensfuldendelsen indtræffer, som før nævnt med både Tusindårsriget og Det Ny Jerusalem, indtil skriftets afslutning, som viser tilbage til kaldelsesvisionen:
»Jeg advarer enhver, der hører de profetiske ord her i bogen. Hvis der er nogen, der lægger noget til, vil Gud lægge alle de pinsler på ham, som er beskrevet her. Hvis nogen tager så meget som et ord væk, vil Gud fratage ham retten til livets træ og den hellige by, som der står om her i bogen.« (Åb. 22,18-19).
Kom her og læs, siger Johannes, og kom så for resten ikke her og påstå, at fænomenet ’litterær metabevidsthed’ kun hører postmodernismen til.

Kim Leine og Guds vrede

Nærværende artikel har bortset fra indledningens citater fra lommebogsversionen af 1992-teksten benyttet sig af Bibelen 2020, som igen i det store hele følger Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk fra 2007 (siden revideret 2011 og 2019).
Mellem disse i alt fire indbyrdes let varierende oversættelser på den ene side og Biblerne af 1948 og 1992 kan der registreres mange interessante forskelle. Jeg vil hæfte mig ved dels en vigtig detalje, dels den måske mest kontroversielle ændring.
I kapitel 15 får syv engle hver en gylden skål, der er fyldt med Guds vrede, og i kapitel 16 tømmer de skålene ud over verden. Ud over jorden, så mennesker rammes af bylder. Ud over havet, som bliver til blod. Ud over floderne og kilderne, hvis vand bliver til blod. Ud over solen, for at den kan brænde mennesker med sin ild. Ud over Dyrets trone, så dets kongerige hylles i mørke. Ud over Eufratfloden, så den tørres ud. Og til sidst ud i luften, hvorefter en høj stemme inde fra tronstolen i templet siger: »Nu er det sket.«
Samtlige syv tømningsmanøvrer citeres af Kim Leine ved kapitelovergange i hans roman Afgrunden (2015) om tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb, som deltager i den finske borgerkrig og siden engagerer sig i den danske modstandsbevægelse. Derved får forfatteren sagt, at krigen og kampen for dem bliver et møde med tilværelsens inderste kræfter.
Lidt ærgerligt blot, at han har hentet tekststykkerne fra 1992-teksten, for i Bibelen 2020 er det underligt kejtede verbum »hældte« heldigvis blevet erstattet med »tømte«. En omsorgsfuld detalje, til forskel fra den kontroversielle ændring, der må tolkes som et ubehjælpsomt forsøg på at lægge afstand til Åbenbaringens syn på prostitution og samtidig please vor egen tid.

Hunderædde for at støde os

Johannes’ Åbenbaring præsenterer os i kapitlerne 17-19, altså lige inden forløsningen fra alverdens trængsler, for en ekstremt ækel vision af de i verden herskende forhold. Beskrivelsen skal utvivlsomt opfattes som møntet på Romerriget (= Babylon eller »den store by«) og specifikt på kejser Nero, som jo om nogen lod kristne forfølge; men den afskyvækkende skildring heraf er koblet sammen med et advarende syn af »den store skøge«.
Om hende står der i 1992-oversættelsen, at »Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig« (Åb. 17,1). Dette må vel sagtens læses sådan, at utugt skal opfattes som en adfærd, som skøgen og jordens konger er lige gode eller snarere lige dårlige om, og som Gud i sin himmel fordømmer.
Min teologiske rådgiver oplyser yderligere, at passagen formentlig konkret skal forstås sådan, at man ikke skal besøge tempelskøgerne og bilde sig ind, at man dermed fremmer frugtbarheden (dette var nemlig hovedideen bag tempelprostitution i Mellemøsten), for det går lige modsat: Man gør jorden til en ørken.
Læst ind i den urkristne kontekst kan budskabet antages at være, at man skal modstå at lade sig ’romanisere’ (med kejserkult og det hele), for det er frafald og hor med afguden, som i sidste instans er djævelen. Den store skøge udgør derfor ikke nogen efterlignelsesværdig rollemodel.
I 2020-teksten kaldes damemennesket »den store forførerske«, hvad der simpelt hen ingen mening giver som fordanskning af det oldgræske substantiv ’porne’ (afledt af et verbum, der betyder sælge og eksportere, men også kan betyde købe), og der viser sig da også at være tale om en slingrekurs, eftersom man i verset 17,5 modsat læser, at Babylon er »alle luderes mor og ophav til alt afskyeligt på jorden«.
Her er flertalsformen ’pornån’ muligvis oversat korrekt. Men det ligger snublende nær at konkludere, at oversætterne og redaktørerne af Bibelen 2020 har været hunderædde for at støde an og gerne har villet forhindre, at folk med behørig respekt for kvinders ret til et sexliv skulle støde sig på Bøgernes Bog.
For dette taler da også gengivelsen af den ovenfor nævnte passage: »Alle jordens konger har været i seng med hende, og alle jordens mennesker har beruset sig i hendes liderligheds vin.«
Her bliver det, som i 1992 kaldtes utugt (en handling), til en egenskab ved den store luder, og kongernes adfærd reduceres, nå ja, til et gangbang.
Jeg ville nu gerne have hørt Lone Hertz foredrage hele Johannes’ Åbenbaring på Café Teatret 2002, instrueret af Henrik Sartou, hvor fortælleren skiftevis var et tusind år gammelt barn, der selv fik et barn i en tremmeseng, og en aldrende sibylle fyldt med alverdens visdom.
Efter sigende kæmpede dengang det gode mod det onde, lysets kræfter mod mørkets, på en måde, som forløste kernen i Bibelens sidste og måske besynderligste skrift: dette, at alle mellemregningerne er skudt til side, og at kampen om menneskets sjæl står her og nu i den enkeltes hjerte.
Læst i dette perspektiv føjer Johannes’ Åbenbaring sig sammen dels med Det Gamle Testamentes vigtigste åbenbaringsskrift, nemlig anden halvdel, de sidste seks kapitler, af Daniels Bog, om verdens undergang, dels med Markus-evangeliets 13. kapitel, dér hvor Jesus direkte citerer stedet hos Daniel om Ødelæggelsens Vederstyggelighed og forudsiger sin genkomst:
»Det er ligesom med figentræet. Når det får saft i grenene og sætter blade, så ved I, at det snart bliver sommer. På samme måde ved I, at jeg snart kommer, når I ser alt det her ske. Og det hele kommer til at ske i jeres levetid. Himlen og jorden vil gå under, men det, jeg siger, gælder altid.«
For det er jo det, det hele handler om, og som er kondenseret i filmtitlen Apocalypse Now (1979), at Dommedag kan være her og nu, og at alle tider i eksistentiel og religiøs forstand kan være de sidste. Hvilket dog omvendt vil sige, at i dag eller måske i morgen også kan være nådens tid.



SERIE

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler


SERIE

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Alle seriens artikler ›
SERIE

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Alle seriens artikler ›
SERIE

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige
forfattere og teologer om at anmelde hver en del.


Kommentarer

Send en kommentar